Danske Securities fastholder Sell af Falck efter regnskab

Udgivet den 31-05-2001  |  kl. 13:45  |  

Danske Securities fastholder sin Sell-anbefaling af Group4Falck i kølvandet på rednings- og sikringskoncernens rapport for årets første tre måneder.

Resultatet før skat var en tak lavere end ventet af børsmæglerselskabet, som fortsat peger på, at det bliver vanskeligt for koncernen at indfri forventningerne om en fremtidig højere indtjeningsmargin.

Analytikerne i Danske Securities venter, at det bliver vanskeligt for Group4Falck at indfri egne forventninger om en indtjeningsmargin i 2003 i niveauet 6,1 - 6,6 pct. mod første kvartals margin på 4,2 pct. Især bliver det vanskeligt at øge rentabiliteten på alarmområdet, hvor selskabet står over for betydelige udfordringer på det særdeles konkurrenceprægede alarmmarked i England. Derimod er væksten høj på blandt andet det tyske vagtområde, hvorimod det tyske alarmservice fortsat har det svært.

Group4Falck-aktien er prisfastsat 10 pct. billigere end svenske Securitas, hvilket Danske Securities venter vil fortsætte pga. Group4Falcks mindre fokuserede strategi og svagere historiske resultater.

Udgivet af: NPinvestordk