Danskerne vil ikke bruge SP-milliarderne på forbrug

Udgivet den 14-05-2009  |  kl. 13:35  |  

Danskerne vil ikke bruge SP-milliarderne på forbrug, men vil meget hellere spare dem op, viser ny undersøgelse fra Alm. Brand

6 ud af 10 danskerne vil hellere spare pengene op eller betale gæld af med dem. Det viser en undersøgelse blandt finanskoncernen Alm. Brands kunder.

Den nye sparsommelighed viser et voldsomt skred i danskernes forhold til deres penge. Det er ikke mere end en måned siden, at ATP kunne fortælle, at størstedelen af danskerne ville bruge løs, mens kun en tredjedel ville spare dem op.

- Undersøgelsen viser, at der er meget psykologi i vores forhold til penge i øjeblikket. I april ville danskerne forbruge, i maj vil de spare op. Finanskrisen er åbenbart flyttet ind i danskernes bevidsthed. Vi passer på vores penge, siger Bo Chr. Alberg, bankdirektør i Alm. Brand Bank.

Danskerne har i gennemsnit 13.500 kr. stående på deres SP-opsparing, og dem skal der også betales skat, men alligevel vælger vi altså at spare dem op.

- Det er, fordi penge også handler om følelser. Mange er blevet nervøse for at miste deres arbejde, og den nervøsitet påvirker forbruget og dermed også SP-pengene, selvom beløbet næppe ændrer fundamentalt på den enkeltes økonomi eller livssituation, fortæller Alm. Brand Banks bankdirektør.

Ifølge Alm. Brands undersøgelse vil kun 5 % lade pengene blive stående på SP-kontoen, mens det ifølge ATP's undersøgelse fra april var 20 %.

- Danskerne kan godt lide selv at have rådighed over det, der er deres. Jeg tror kun, det er meget få, der vil lade dem blive stående efter 1. juni, siger Bo Chr. Alberg.

Selv vil han hæve sine SP-penge og bruge dem på et godt tilbud.

 

Udgivet af: NPinvestordk