Dart på boligmarkedet: Her rammer sælgerne plet med prisen

Udgivet den 26-10-2019  |  kl. 06:00  |  
Huse (Foto: Dennis Morton)

Prissætning er en svær disciplin på boligmarkedet. Se hvor i landet boligsælgerne rammer plet med prisen. Foto: Boligsiden

Det kræver en rolig hånd og en helt særlig teknik at få sendt pilen af sted, så den rammer præcis i det lille røde felt i midten af dartskiven. Netop den disciplin dyster de bedste spillere i Europa om i denne weekend, hvor EM i dart finder sted i Tyskland.

I den anledning har Boligsiden set på, hvordan et spil dart på boligmarkedet egentlig ville se ud. Sagt med andre ord: Hvor i landet rammer sælgerne plet og får solgt boligen til prisen?

Lad os begynde med villaerne. Her viser det sig, at vi skal rette pilen stik mod øst. For det er nemlig på Bornholm, at andelen af villaer solgt til prisen er størst i tredje kvartal 2019, viser opgørelsen fra Boligsiden.

Her er der i de seneste tre måneder solgt i alt 131 villaer, og af dem blev 63 solgt til den udbudte pris. Det svarer til 48 procent af de solgte boliger, og det er den højeste andel blandt alle landets kommuner.

Den svære balance

"På boligmarkedet er prissætningen den svære disciplin, og ligesom dartspillerne skal kæmpe for at ramme det lille, røde øje i midten af skiven, er der også vigtigt, at man som boligsælger overvejer, hvordan man får prissat sin bolig rigtigt helt fra begyndelsen," siger Kasper Fredløv Sonberg, der er boligøkonom på Boligsiden.

Det kan nemlig godt betale sig at ramme den rigtige pris første gang. En tidligere undersøgelse fra maj 2018 viste, at boliger, der er sat ned i pris undervejs i udbudsforløbet, bliver solgt langt billigere, end boliger, der bliver solgt til første udbudspris.

I Frederikssund er de også gode til at ramme plet. Det er nemlig den kommune, der lander på andenpladsen over steder, hvor flest villaer sælges til prisen. Her blev 37 procent af de i alt 111 solgte villaer i 3. kvartal solgt til prisen, og endelig tager Sorø Kommune tredjepladsen.

Anderledes udfordret har sælgerne været i Dragør Kommune, som er det sted i landet, hvor færrest solgte boliger er solgt til prisen. Det har været tilfældet for knap seks procent af de i alt 35 solgte boliger.

Glostrup bedst til prisen på ejerlejligheder

Skifter vi i stedet bane til markedet for ejerlejligheder, skal vi til hovedstadsområdet for at finde en vinder. Det er nemlig Glostrup Kommune, som indtager førstepladsen. Her er 44 procent af de i alt 25 solgte ejerlejligheder solgt til prisen.

Lige i hælene ligger Næstved Kommune. Og det er en stærk andenplads, som der her bliver indtaget. For der har været næsten dobbelt så mange ejerlejlighedshandler i Næstved i tredje kvartal som i Glostrup, og faktisk følger Helsingør også rigtig godt med. De lander på en femteplads, men de har haft hele 85 handler, og heraf er 38 procent solgt til prisen.

I den anden ende af skalaen finder vi Hvidovre Kommune på en sidsteplads. Her er der syv procent af de i alt 27 solgte ejerlejligheder, der er solgt til prisen.

Til sammenligning ligger andelen af villaer solgt til prisen i hele landet på 20%, og for ejerlejligheder er det også 20%.

Top 5 over kommuner med flest villaer solgt til prisen:

Kommune Antal solgte i 3. kvartal Andel solgt til prisen
Bornholm 131 48%
Frederikssund 111 37%
Sorø 66 35%
Glostrup 26 35%
Ishøj 15 33%

(Tallene dækker over antal handler i tredje kvartal 2019, og i oversigten er der kun medregnet kommuner, hvor der har været mindst 15 handler. Kilde: Boligsiden)

Top 5 over kommuner med flest ejerlejligheder solgt til prisen:

Kommune Antal solgte i 3. kvartal Andel solgt til prisen
Glostrup 25 44%
Næstved 42 43%
Egedal 15 40%
Hillerød 42 38%
Helsingør 85 38%

(Tallene dækker over antal handler i tredje kvartal 2019, og i oversigten er der kun medregnet kommuner, hvor der har været mindst 15 handler. Kilde: Boligsiden)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/lukning: Rygter om Burberry-salg sendte luksusaktie op i rødt europæisk marked
17:41 Stærk detailforretning begrænser skuffelsen i tredje kvartal for Demant
17:14 Demant fastholder forventingerne efter blandet tredje kvartal
17:11 Mandagens obligationer: Renter faldt en anelse før amerikansk præsidentvalg
17:03 Mandagens aktier: Medvind til Vestas og Ørsted før amerikansk valg - Carlsberg sendt ned
16:34 Optimisme over rentenedsættelser overskygger valgbekymringer - siger Citi
15:42 USA/åbning: Let rød åbning i USA mens investorerne afventer valggyser
15:12 Novo Nordisk køber licens til teknologiplatform af Ascendis for knap 2 mia. kr.
15:11 Aarsleff skal have ny bestyrelsesformand - den gamle genopstiller ikke
15:03 Donald Trump taber 16,4 mia. kr. på tre dages eklatant nedtur i Trump Media
14:54 USA/tendens: Amerikansk valg bølger frem og tilbage - investorerer holder vejret
14:39 Baltic Dry-indekset fortsætter faldens tendens
14:19 Berkshire Hathaways kontantbeholdning når 2224 mia. kr.
14:16 Svensk regering afviser havvindparker i Østersøen
13:57 Tyrkiske aktier sendes i rødt efter skuffende inflationsopgørelse
13:46 Europa/aktier: Rygter om Burberry-salg sender luksusaktie op i grønt marked
12:01 Obligationer/middag: Renter bevæger sig sidelæns før amerikansk præsidentvalg
11:43 Aktier/middag: Medvind til Vestas og Ørsted før amerikansk valgdag
11:31 Novo-opkøb af amerikanske Catalent undersøges af EU
10:34 Boozt får banet vejen for at genansøge om forenklet momsregistering i Norge