DDB: Overfortolk ikke høje inflationstal

Udgivet den 19-04-1996  |  kl. 10:29  |  

De danske forbrugerpriser i marts måned viste en årsstigningstakt på 2,1 pct., hvilket var noget højere end man havde ventet i bl.a. Den Danske Bank. Men man skal passe på med ikke at overdrive betydningen af et tal, påpeger Den Danske Banks cheføkonom Jørgen B. Christensen.

- Der er intet, der tyder på, at inflationen er stigende i Danmark. Alle nøgletal tyder på en afdæmpet vækst i økonomien, og derfor er der ingen inflationsfare, sagde Jørgen B. Christensen fredag til NetPosten.

Han understregede samtidig, at de to komponenter - energi og beklædning, som der på forhånd havde været usikkerhed omkring, havde trukket inflationen op.

- Derfor skyldes stigningen til dels et ændret udsalgsmønster, og at vinteren varede længere end sædvanligt, og dermed trak råolie-priserne med op, sagde Jørgen B. Christensen. Han tilføjede dog, at gruppen andre varer var steget med 0,7 pct. på månedsbasis, og at der var grund til at holde øje med den kategori i et stykke tid.

Udgivet af: NPinvestordk