Demant leverer stærk prognose for 2024 - mere vækst og fremgang i driften i sigte

Udgivet den 05-02-2024  |  kl. 18:05  |  
Arkiv: Foto

Demant sigter i 2024 efter at nå en samlet organisk vækst på 4-8 pct. samt et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 4600-5000 mio. kr. inden for Hearing Healthcare.

Det fremgår af årsregnskabet for 2023.

Forventningerne til driftsresultatet er til Hearing Healthcare-forretningen, fordi Demant samtidig oplyser, at selskabet kigger på de strategiske muligheder for Communications for at overveje om et salg til en anden aktør er den bedste løsning.

Communications er derfor nu kategoriseret som ikke fortsættende aktiviteter i Demants regnskabsbøger.

Hvis man måler på midtpunktet af intervallerne, er prognosen dermed også bedre end ventet blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Demants selv inden årsregnskabet venter en organisk vækst på 5,1 pct. i år samt et driftsresultat (EBIT) på 4651 mio. kr.

I løbet af i år venter Demant desuden at fortsætte sit aktietilbagekøbsprogram og købe egne aktier tilbage for over 2 mia. kr., fremgår det af regnskabet.

I 2023 nåede Demant en organisk vækst på 12 pct. og et driftsoverskud (EBIT) på 4148 mio. kr., hvilket i øvrigt var rekord for selskabet.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯