Demant-nedtur koster aktionærerne næsten 10 mia. kr.

Udgivet den 17-07-2024  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Aktionærerne i Demant fik en skidt melding tirsdag aften, hvor den danske høreapparatvirksomhed uventet nedjusterede forventningerne til 2024.

Hammeren faldt straks fra åbningen på det danske aktiemarked onsdag morgen, hvor aktien omgående blev sendt ned i bunden af det danske eliteindeks, C25.

Bedre blev det ikke i løbet af dagen, og ved lukketid var aktien faldet 14,8 pct. til 254,40 kr. til det laveste niveau siden november sidste år.

Onsdagens nedtur svarer til et fald i selskabets børsværdi på næsten 9,8 mia. kr. til nu 56,2 mia. kr.

Den nye prognose fra Demant lyder på en organisk vækst i 2024 på 2-4 pct., mens den tidligere forventning var en vækst på 4-8 pct.

Og forventningerne til driftsresultatet, EBIT, før særlige poster blev desuden sænket til 4300-4600 mio. kr. fra 4600-5000 mio. kr.

Efter nedjusteringen har en stribe finanshuse sænket deres kursmål for aktien.

Dagens kursfald er det største siden 2. november 2022, da selskabet også nedjusterede forventningerne og den dag faldt aktien 15,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯