DF kræver mindst 18 måneders folkelig debat inden ØMU-afstemning

Udgivet den 10-09-1999  |  kl. 10:39  |  

København--10. september--netPosten--De socialdemokratiske krone-modstandere, er fuldstændig i vildrede omkring datoen for euro-afstemningen. Statsministeren siger et, og partiets politiske ordfører siger noget andet. Det er utroværdigt, og befolkningen bør ikke længere acceptere Socialdemokratiets gøgleri.

Det siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kristian Thulesen Dahl, som nu af statsminister Poul Nyrup Rasmussen forlanger klar besked og derfor kræver en hurtig folketingsdebat straks efter Folketingets åbning i oktober

- Vi vil derfor, når Folketinget samles forlange, at regeringen giver tilsagn om, at der mindst afsættes 18 måneder fra folkeafstemningens udskrivelse til selve afstemningen afvikles.

Berlingske Tidende skriver således fredag, at den socialdemokratiske ledelse måske udskyder ØMU-afstemningen til efter næste folketingsvalg, hvis ikke der synes at være et sikkert Ja til ØMUen i befolkningen.

- Det er ganske uacceptabelt, at regeringen åbent spekulerer i afstemningsdato-fiflerier for at få euro'en fuppet igennem, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Vi har alle behov for at have tid nok til stille og roligt at afveje fordele og ulemper op mod hinanden, og det kan kun ske, hvis vi i ordentlig tid kender afstemningsdatoen. Det må ikke blive sådan, at statsministeren udskriver en lynafstemning som følge af en øjeblikkelig gunstig position for modstanderne af den danske krone.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder