DK/Økonomer: Deflationen kom yderligere på afstand

Udgivet den 12-05-2014  |  kl. 09:36  |  

Udviklingen i forbrugerpriserne i april sender frygten for deflation i dansk økonomi på afstand, vurderer økonomer, efter at tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugerpriserne steg 0,2 pct. fra marts til april og 0,7 pct. sammenlignet med for et år siden.

- Det vigtige er, om forbrugere og virksomheder forventer, at priserne vil blive ved med at falde, og det er vi efter alt at dømme ikke tæt på. Den ekstremt lave inflation, vi har oplevet det seneste års tid, er trukket ned af en række midlertidige faktorer, vurdere Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.

Det er især prisen på tjenesteydelser som forsikring, banker og privatskoler, der er steget, mens varepriserne er faldet 0,6 pct.

Heller ikke hos Handelsbanken vækker den lave inflation voldsom bekymring, da der ikke er tegn på, at den påvirker inflationsforventningerne i husholdningerne.

- Så længe det ikke er tilfældet, kan den lave inflation endda siges at være positivt, da det medvirker til at kompensere for de aktuelt relativt lave lønstigningstakter, og øger således købekraften i husholdningerne, skriver seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø i en kommentar.

Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, venter, at inflationen vil ligge i den lave ende året ud, men at bunden blev nået med marts-tallet på 0,4 pct. Hos Sydbank er vurderingen, at inflationen så småt vil begynde at stige i andet halvår.

/ritzau/FINANS

Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder