DK: Låntagere alligevel ikke beskyttet mod rentehop i ny model

Udgivet den 25-11-2013  |  kl. 17:58  |  

Den nye realkreditmodel, som formentlig fremlægges af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i denne uge, rummer alligevel ikke en langsigtet beskyttelse af rentestigninger på korte variable lån.

Det skriver Økonomisk Ugebrev, der venter, at lovforslaget fremlægges torsdag, i en kommentar mandag.

- Ved problemer med refinansiering vil renten kun blive fastlåst i ét år, hvorefter den kan stige yderligere. Derved vil låntagerne fortsat være eksponeret overfor en mulig yderligere stigning i den korte rente. Og realkreditinstitutterne vil fortsat skulle håndtere låntagere, som måske oplever en stigning i den kort rente fra de aktuelle 1 pct. til måske 10-15 pct. Til gengæld vil investorerne i danske flekslån-obligationer ikke længere stå tilbage som de store tabere, der fastlåses i en 30-årig obligation til en lavere rente end den aktuelle markedsrente, skriver Økonomisk Ugebrev.

Ugebrevet vurderer, at den oprindelige model er blevet fuldstændig skrottet - angiveligt på grund af manglende investorinteresse fra særligt udlandet.

Det var ellers en noget anden udmelding, der kom fra Henrik Sass Larsen, da forslaget om lovændringen første gang blev præsenteret i en pressemeddelelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

- Jeg forventer, at realkreditinstitutterne med lovændringen kan opretholde de korte rentetilpasningslån, som rigtig mange danskere er glade for. Derfor giver vi dem nu en lånesikring, så de kan opretholde de lån, som de kender og er glade for, sagde erhvervs- og vækstministeren i meddelelsen fra begyndelsen af november.

Ifølge Realkredit Danmark har flere låntagere herhjemme lyttet til rådet fra bankerne om at binde renterne for en længere periode, og i oktober var mængden af F1-lån således 9,5 mia. kr. lavere, end tilfældet var i september.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder