DS: Overskud i handelen med EU
København--6. maj--NetPosten--For februar er det sæsonkorrigerede handelsoverskud på 2,3 mia. kr., hvilket er
resultatet af en uændret eksport og en øget import i forhold til januar. For de første to måneder af 1998 er overskuddet på handelsbalancen 0,2 mia. større end for den tilsvarende periode i 1997. Det oplyste Danmarks Statistik onsdag.
Som en følge af reviderede tal for januar 1998 er det saesonkorrigerede handelsbalanceoverskud 695 mio. kr. højere i januar måned end tidligere offentliggjort. Baggrunden for dette skal findes i en opadgående korrektion af eksporten på 769 mio. kr. og en mindre korrektion af importen.
Det sæsonkorrigerede handelsbalanceoverskud i forhold til EU er i tre måneders perioden dec. 1997 - feb. 1998 på 1,2 mia. kr. mod et underskud i perioden sep. - nov. 1997 på 1,1 mia. kr. Handelen med ikke-EU lande har i den seneste tre måneders periode givet anledning til et overskud på 6,5 mia. kr. mod 6,4 mia. kr. i den foregående tre måneders periode.
Eksporten af brændselsstoffer mv. (sæsonkorrigeret) er faldet de seneste tre måneder. Eksporten i perioden december-februar er 8,9 pct. mindre end i den foregående tre-måneders periode og i de to seneste måneder (januar og februar) er eksporten faldet henholdsvis 10,6 pct. og 9,6 pct. i forhold til foregående måned.