DSV: Samkøringen af DSV Samson´s og DSV Borup´s trafikker fungerer godt

Udgivet den 18-05-1998  |  kl. 16:13  |  

København--18. maj--NetPosten--I en artikel i DSV´s medarbejderblad, DSV Informerer, forklarer adm. direktør i DSV Samson Transport A/S, Kurt K. Larsen, hvor gnidningsfrit flytningen af udenrigstransport afdelingerne er gået.

Den fysiske flytning af udenrigstranport afdelingerne fra DSV Borup A/S ved Roskilde til lokaler i DSV Samson Transport A/S i Taastrup blev klaret på blot én dag.

- Jeg blev meget overrasket over, at det kunne gå så gnidningsløst. Ikke mindst de tidligere Samson-folk har klaret opgaven bedre og hurtigere, end jeg havde ventet. Samtidig er der kommet en ny og særdeles positiv trend, siger adm. direktør i DSV Samson Transport A/S, Kurt K. Larsen til medarbejderbladet.

- Og så har vi endda ikke rigtig set synergieffekten af, at disse to store transportselskaber nu i praksis samkøres. Synergieffekten kommer først rigtigt frem i løbet af foråret, tilføjer han.

De to selskaber anvender nu kun godsterminalen i Taastrup. Den derfor tomme terminal hos DSV Borup A/S er omdannet til lagerhotel. DSV Borup A/S huser fortsat hele sin oprindelige afdeling for indenrigstrafik, som er temmelig stor med en omsætning på 370 mio. kr. og administrationen. Derudover huser DSV Borup også en tip- og containerafdeling. Vedrørende Taastrup-terminalen, oplyser Kurt K. Larsen, at den fint kan klare de samlede godsmængder.

I Jylland kommer der også en rokering. Et nyt kontorhus i Vejle, der bliver indflytningsklart den 15. august 1998 skal rumme de nuværende Vejle-medarbejdere. Også de nuværende afdelinger i Odense og Kolding skal efter planen flytte hertil.

Kurt K. Larsen understreger, at hermed vil synergieffekten i koncernen blive yderligere styrket.
- Samkøringsproblemerne er heldigvis mindre, end jeg umiddelbart havde ventet. Det er f.eks. lettere og mere effektivt, at styre 2.000 lastbiler frem for 1.000. Der kan ske en bedre optimering med færre tomme kilometer mellem læsning og losning. Altså kan vi øge vognmændenes indtjening. Samtidig kan vi styrke vor service over for kunderne og således på lang sigt glæde investorerne i vort selskab, siger Kurt K. Larsen til DSV Informerer.

Udgivet af: NPinvestordk