ECB's Villeroy: Sejren er inden for rækkevidde når det kommer til kampen mod inflationen
Den Europæiske Centralbank, ECB, har sejren inden for rækkevidde, når det kommer til bekæmpelse af inflationen.
Den er meldingen fra Francois Villeroy de Galhau, Frankrigs centralbankdirektør og medlem af ECB's pengepolitiske komité, torsdag under et arrangement i Paris, rapporterer Bloomberg News.
Villeroy vurderer derfor ikke længere, at centralbanken står i en situation, hvor det bør lægge en dæmper på økonomien. I stedet kan renterne sænkes og måske endda til et niveau, der understøtter væksten.
Ifølge Villeroy er der, hvad han betegner som "betydelig plads" til at sænke renterne, inden de når et neutralt niveau, hvor de ikke længere er en hæmsko for den økonomiske vækst og heller ikke nærer væksten.
Meldingerne fra Villeroy er endnu et indspark til debatten om, hvor langt renterne skal ned. I forvejen har ECB sænket renten ad tre omgange i år med 25 basispoint til 3,25 pct.
Medlem af ECB's direktion, Isabel Schnabel, advarede imidlertid i denne uge mod at gå for vidt med rentenedsættelserne. Hun indikerede at det neutrale niveau for renten muligvis ligger så højt som 3 pct.
Villeroy gentager derimod, at den franske centralbanks bud på en neutral rente ligger på 2 til 2,5 pct.
Han underbygger desuden markedets forventninger om en rentenedsættelse på ECB's næste møde den 12. december. Markedet hælder til en rentenedsættelse på 25 basispoint, men ser også mulighed for en rentenedsættelse på det dobbelte. På swapmarkedet er der indregnet en rentenedsættelse på 30 basispoint.
- Set fra i dag er der al mulig grund til at skære den 12. december, siger Villeroy og tilføjer:
- Mulighederne bør holdes åbne i forhold til størrelsen på rentenedsættelsen alt afhængig af de kommende økonomiske data, økonomiske prognoser og vores risikovurdering.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›