Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt

Udgivet den 13-09-2024  |  kl. 17:38  |  

Elon Musks sociale medie X står til at undgå at blive sigtet i EU under lovgivningen Digital Markets Act.

Lovgivningen har til formål at inddæmme de amerikanske giganters magt i unionen.

X er imidlertid blevet vurderet for lille til at kunne betragtes som "big tech", lyder konklusionen fra den kulegravning, som EU har foretaget.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til kilder tæt på sagen.

Derfor slipper X også for at overholde de retningslinjer, som de amerikanske teknologigiganter skal følge per Digital Markets Act.

Konkret er det, fordi X ikke overskrider omsætningskravet fra EU, og fordi det sociale medie ikke er magtfuldt nok som tjeneste.

En endelig afgørelse ventes i oktober, fortæller kilderne til Bloomberg News.

Selv om X står til at gå fri af Digital Markets Act, er det sociale medie stadig i søgelyset hos EU for spredning af misinformation.

Under lovgivningen Digital Services Act kan det koste X op mod 6 pct. af selskabets omsætning, hvis ikke krav fra EU efterleves.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯