En uge med rekord efter rekord - til Dow, til Nasdaq 100 og til Apple

Udgivet den 18-12-2023  |  kl. 06:34  |  

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, signalerede onsdag et skift væk fra renteforhøjelser og hen mod nedsættelser til næste år.

Investorerne havde dog i nogen tid øjnet den mulighed og satset på en markant lavere rente ved udgangen af 2024, hvilket gennem de seneste par måneder har sendt aktierne kraftigt i vejret.

Ikke desto mindre betød bekræftelsen fra Federal Reserve, at aktierne blev sendt yderligere op i denne uge.

Og med det blev der sat en del rekorder.

Mest bemærkelsesværdigt var det nok, at det hæderkronede Dow Jones Industrial Average-indeks onsdag for første gang siden starten af januar 2022 lukkede i rekord, hvilket indekset så gentog ugens to sidste handelsdage. I alt blev det til tre lukkerekorder i træk til 37.305,16 indekspoint fredag.

Undervejs satte Apple også rekord både onsdag og torsdag, selv om den store elektronikaktie, der er verdens dyreste med en markedsværdi på 3072 mia. dollar, ganske vist satte sig med 0,3 pct. fredag.

Det amerikanske hovedindeks, S&P 500, er stadig 1,6 pct. fra sin seneste rekord, som også blev nået i januar 2022, men indekset nåede imidlertid fredag en anden bemærkelsesværdig milepæl.

S&P 500 er nemlig nu steget hver uge i syv uger i træk, og det er ikke sket siden august 2017. Ikke en rekord, men stadig en utrolig udvikling, der har set indekset stige med næsten 15 pct. i perioden.

Vix, frygtindekset for Wall Street, der måler den underliggende volatilitet, faldt da også i denne uge til det laveste niveau siden 2019.

Men der var endnu en rekord fredag, for selv om Nasdaq-indekset fortsat er knap 8 pct. fra sin rekord, så nåede det lidt snævrere, men mere volatile Nasdaq 100-indeks fredag en ny top, da det steg 0,5 pct. til 16.6253,45 indekspoint.

Det var første lukkerekord siden november 2021 og kom i kølvandet af en fremgang på 52 pct. siden nytår.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯