Endelige tyske inflationstal bekræfter laveste inflation i tre år
De endelige tal for den tyske inflation i marts bekræftede den foreløbige opgørelse og dermed står døren åben for en rentenedsættelse til juni.
Inflationen var i marts 2,2 pct. - det laveste niveau siden maj 2021 - og den EU-harmoniserede var 2,3 pct. I marts sidste år var inflationen i Europas største økonomi 7,4 pct., mens den toppede i oktober og november 2022 med 8,8 pct.
- Det er primært det seneste års fald i energipriserne, der trækker inflationen i Tyskland ned. Dertil er fødevarepriserne faldet over det seneste år for første gang siden 2015. Konkret er de tyske fødevarepriser faldet med 0,7 pct. over det seneste år, oplyser cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.
Han vurderer, at dagens tyske inflationstal helt overordnet viser, at prispresset i den tyske økonomi er aftagende.
Tore Stramer venter i 2024 en tysk inflation i niveauet 2-2,5 pct.
Han konstaterer, at den fortsat aftagende inflation i Tyskland holder døren åben for en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank, ECB, til juni.
- Der skal indfinde sig en betydelig stigning i både inflationen og lønvæksten for at få ECB til at vende på en tallerken og aflyse den ventede rentenedsættelse i juni, konstaterer cheføkonomen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›