Enron-revisorer fik direkte ordre til at destruere dokumenter
Medarbejdere og statsautoriserede revisorer i revisionsfirmaet Arthur Andersen fik i et memorandum udsendt den 12. oktober direkte ordre til at destruere alle dokumenter, der havde noget at gøre med Enron Corp. - fire dage før Enron offetnliggjorde et tab på 618 mio. USD, skriver Time Magazine ifølge Bloomberg News.
Memorandummet bad de statsautoriserede revisorer om at destruere alt undtagen basis-papirerne, citerer Time en deltager i kongresundersøgelsen. Tusinder af e-mails og andre arkiver er gået tabt, som kunne have belyst årsagerne til Enrons konkurs - den største nogensinde.
- Vi anerkender, at der har været en intern kommunikation, som rejser spørgsmål. Indtil vi ved mere, vil det være upassende at kommentere det yderligere. Vi vil tage affære i behørig tid, skriver Arthur Andersen i en meddelelse.
Arthur Andersen indrømmede i sidste uge, at der var ødelagt flere dokumenter, der hidrørte fra Enron, som står overfor en kongresundersøgelse, en føderal kriminel undersøgelse og sagsanlæg fra aktionærer, som kan komme til at koste mia. af USD.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›