Europa/aktier: Bilgiganter tynger markedet til første månedlige fald i et halvt år
En sværm af regnskaber fra store europæiske industrikoncerner - ikke mindst inden for bilindustrien trækker tirsdag på den sidste handelsdag i april de europæiske aktiemarkeder baglæns. Målt på den brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks er der tale om et svagt fald på 0,1 pct. til 508,1 først på eftermiddagen.
Holder tendensen dagen ud vil indekset have kurs mod være et fald på omkring lidt under 1 pct. siden månedsskiftet. Ifølge Reuters vil der være tale om den første månedlige fald for indekset i et halvt år på baggrund af rekordhøje renter, geopolitiske spændinger og usikkerhed om de pengepolitiske udsigter hos Den Europæiske Centralbank, ECB,
Selskabsmæssigt har handlerne tirsdag eftermiddag kunne tage bestik af regnskaber fra en trio af store europæiske bilproducenter.
BILKØ AF SKUFFELSER
Aktien i tyske Mercedes-Benz taber 4,5 pct. efter et kvartalsregnskab med et skuffende driftsoverskud på 2,32 mia. euro mod analytikernes estimat på 2,57 mia. euro. Bilgiganten har omvendt fremlagt fortrøstningsfulde forventninger.
Også Volkswagen leverede et større fald i indtjeningen i årets første kvartal. Svagere bilsalg og omkostninger til introduktion af nye modeller tynger. Men ordreindgangen i marts tegner godt for andet kvartal, noterer selskabet i regnskabet for første kvartal. Aktien taber 2,5 pct.
Italiensk-franske-amerikanske Stellantis, der producerer bilmærkerne Alfa Romeo, Chrysler, Citroën, Dodge, Fiat, Jeep, Lancia, Maserati, Opel, Peugeot og Vauxhall, skuffede også i første i første kvartal, hvor omsætningen var noget lavere end ventet, og også salget af enheder skuffede. Forventningerne til hele året blev dog ikke ændret. Aktien falder 3,1 pct. i Milano.
FINSK I TOPPEN
Dagens højespringer i Stoxx 600-indekset er den finske ingeniørkoncern Cargotec, som stiger 12,1 pct. efter et kvartalsregnskab, der viste langt bedre takter end ventet.
Satellitfirmaet SES indtager omvendt bunden i Stoxx 600-indekset med et fald på 9,9 pct. Det luxembourgske selskab har accepteret en pris på 3,1 mia. dollar for overtagelse af Intelsat.
I formiddagstimerne fik markedet også friske data for udviklingen i de europæiske kerneforbrugerpriser, som steg 2,7 pct. i april sammenlignet med samme måned sidste år. Ifølge Bloomberg News havde økonomerne estimeret en stigning på 2,6 pct.
Der er dog stadig tale om en aftagende inflation fra 2,9 pct. måneden inden, viser den foreløbige opgørelse ifølge Bloomberg.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›