Europa/aktier: Luftfartsaktier førte an i generel fremgang

Udgivet den 16-09-2013  |  kl. 17:51  |  

De europæiske børser var mandag præget af generelle stigninger, og særligt to forhold fik æren for den øgede risikolyst. Dels kvitterede investorerne for, at USA og Rusland er nået til enighed om en ramme for, hvordan Syriens kemiske våben skal indsamles og destrueres, dels var der lettelse over, at tidligere finansminister Lawrence Summers har trukket sig i kampen om at blive USAs næste centralbankchef.

- Markederne får et løft oven på nyheden om Larry Summers og de fortsatte samtaler om Syrien, siger Keven Lilley, chef for europæiske aktier i Old Mutual Global Investors, til Bloomberg News og tilføjer, at markedet foretrækker den nuværende vicedirektør for den amerikanske centralbank, Janet Yellen.

- Hun ville være mere som Bernanke i sin tilgang og tage længere tid til at justere den nuværende politik, siger Keven Lilley med henvisning til, at den amerikanske centralbank i forbindelse med denne uges rentemøde ventes at tage første skridt mod en nedtrapning af de månedlige obligationsopkøb.

Alle de store, europæiske aktiemarkeder steg, og i Storbritannien, Frankrig og Tyskland endte det med plusser i størrelsesordenen 0,6 til 1,2 pct. Især flyselskaberne klarede sig godt med stigninger til blandt andet Air France-KLM og Ryanair, der steg med 5,5 pct. og 3,9 pct. - påvirket af en faldende oliepris.

I Stockholm var der rift om Hennes & Mauritz, der steg 4,0 pct., efter gode salgstal for august. Salget i de sammenlignelige butikker steg 4 pct. - klart over konsensus om en vækst på 2,5 pct. ifølge SME Direkt.

- Tallene for det sammenlignelige salg er klart bedre end ventet i august. Det er indtægtsvækst, man vil se i H&M, siger en analytiker til det svenske nyhedsbureau Direkt og tilføjer, at der i løbet af efteråret bør komme mere vækst fra online-salg i USA.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk