Europa/aktier: Regnskaber og inflationstal løfter især tyske aktier
Positivt overraskende regnskaber giver torsdag middag de europæiske aktier en begrænset stigning på 0,2 pct. målt på det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
Det afmålte plus dækker over en stigning i det toneangivende tyske DAX-indeks på 0,5 pct., mens det franske CAC 40-indeks er i status quo. Forskellen afspejler reaktionerne på inflationsdata fra de to store europæiske økonomier, som torsdag formiddag viste aftagende tysk inflation i et bredt udvalg af tyske delstater, mens prisstigningerne i Frankrig viste sig højere end ventet ifølge Bloomberg News.
Men det er i Storbritannien, at man finder torsdagens kursmæssige topscorer i Stoxx 600-indekset.
Det er elenergiselskabet Drax Group, som stiger 10,4 pct. efter offentliggørelse af regnskab, hvor indtjeningen før renter på 1,2 mia. pund overrasker positivt, og selv om vilkårene for statsstøtte til selskabets anvendelse af biobrændsel efter 2027 er uafklaret.
Næstøverst i indekset er Universal Music, som stiger 7,8 pct. som kvittering for regnskabet onsdag aften. Det viste øget indtjening drevet af abonnementsomsætning og reducerede omkostninger.
Med i toppen stiger køkkenproducenten Howden 7,6 pct. efter fremlæggelse af regnskab, hvor vækstforventningerne bekræfter, at konkurrencen er hård, men at det britiske selskab vinder markedsandele.
I bunden af Stoxx 600-indekset taber tyske Aixtron, som er underleverandør til chipindustrien, 17,5 pct. Selskabet har offentliggjort skuffende forventninger til lønsomheden og efter aflysning af et større projekt hos belysningskunden Ams-Osram.
.\\˙ MarketWire