Europa/aktier: Våbenproducenter og banker løftes på udsigt til øgede forsvarsudgifter

Udgivet den 17-02-2025  |  kl. 13:56  |  

Forsvarsaktierne er sammen med finansaktierne mandag med til at drive de europæiske eliteaktier mod rekord efter nyheder om, at embedsmænd i regionen overvejer at øge udgifterne til at øge sikkerheden og støtten til Ukraine.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,3 pct. til 554,49, hvilket vil være alle tiders højeste lukkeniveau, hvis det holder frem til lukketid.

Producenter af forsvarsudstyr er mandag flyvende, hvor svenske Saab leder fremgangen med et plus på 11,1 pct. efterfulgt af en stigning på 9 pct. for tyske Rheinmetall.

Beslutningstagere i EU arbejder ifølge Bloomberg News på en større investeringspakke, der skal sætte skub i forsvarskapaciteten blandt de europæiske lande og samtidig støtte Ukraine. Det sker, mens USA's præsident, Donald Trump, arbejder ihærdigt for at få en hurtig ende på krigen mellem Rusland og Ukraine.

Forsvarsaktierne har været flyvende siden Ruslands invasion af Ukraine for knap tre år siden. Rheinmetall er i den mellemliggende periode steget mere end 800 pct., og aktien er mere end fordoblet det seneste års tid.

Makrostrateg Geoff Yu fra BNY ser opturen fortsætte for forsvarsaktierne, idet han pointerer, at investorernes eksponering mod sektoren endnu ikke er overdrevet stor.

De øgede udgifter til forsvar i Europa ventes også at øge landenes låneoptag via obligationsudstedelser, hvilket har sendt renterne betydeligt højere mandag.

Det er sød musik for bankerne, der i Stoxx 600 ligger med et plus på 1,2 pct. med fremgang på 3,6 pct. for Barclays og 2,2 pct. for Nordea.

Investorer afvejer også den amerikanske præsident Donald Trumps seneste toldbevægelser, da han ser ud til at lægge pres på bilsektoren for at flytte produktionen til USA.

Mandag har det dog kun en mindre effekt med mindre fald til Volkswagen og Stellantis, mens Mercedes-Benz og BMW ligger med moderate plusser.

- Markedet bliver mere og mere desensibiliseret over for toldmeddelelser, siger Mohit Kumar, cheføkonom hos Jefferies International, ifølge Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯