Europa/lukning: Fredsforhandlinger løftede humøret med banker i top
Meldingerne oven på fredsforhandlingerne mellem USA og Rusland om krigen i Ukraine var med til at løfte humøret på det europæiske aktiemarked.
På sektorniveau var det bankaktierne, der stjal fokus, da der formentlig er udsigt til forenkling af reglerne i sektoren i Europa, mens også forsvarsaktierne fortsatte sine gode takter på udsigten til højere forsvarsbudgetter for de europæiske lande.
Samlet blev det til et plus på 0,3 pct. for det europæiske indeks, som dermed atter lukkede i rekord i niveauet 557,17.
Efter fredsforhandlingerne i Saudi-Arabien lød det fra USA ifølge Ritzau, at de to lande var nået til enighed på flere punkter.
- Det har åbenbart været et fint møde, selv om der ikke er kommet så meget frem. Men det er klart, at det bringer en tro på, at vi måske kan nå i mål med fred. Så det er helt klart understøttende for stemningen, lød det fra Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Marketwire.
BANKER OG FORSVARSSELSKABER FORTSÆTTER OPTUR
Der var bred fremgang blandt de europæiske banker, hvor den samlede sektor gik frem med 1,8 pct. i Stoxx 600-indekset.
Mens de positive meldinger fra fredsforhandlingerne i Saudi-Arabien var med til at løfte humøret, så lød det samtidig, at flere af EU's øverste centralbankchefer har bedt EU's reguleringsorgan om at forenkle reglerne for sektoren, skrev Bloomberg News.
Bedst gik det for polske Bank Polska, som steg 5,3 pct. Øvrige aktier som Bank of Ireland, ABN Amro, Erste Group steg med op til 4 pct.
Forsvarssektoren fortsatte også sine gode takter. Denne gang var det britiske Qinetiq, som stod for den største stigning blandt forsvarsaktierne med et plus på 2,7 pct.
Ikke langt efter lå Thales og Leonardo med stigninger på henholdsvis 2,3 og 2,2 pct.
Beslutningstagere i EU arbejder ifølge Bloomberg News på en større investeringspakke, der skal sætte skub i forsvarskapaciteten blandt de europæiske lande og samtidig støtte Ukraine.
Samlet gik industrisektoren frem med 0,8 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›