Europa/lukning: Nedgradering af USA's gæld pressede humøret - BAE gik mod strømmen

Udgivet den 02-08-2023  |  kl. 17:49  |  

En uventet nedgradering af den amerikanske gæld fra kreditvurderingsbureauet Fitch malede onsdag de europæiske børser røde.

Men selv om det så voldsomt ud, viste investorerne få tegn på panik, påpeger Eric Winograd, cheføkonom hos Alliancebernstein, overfor Reuters.

- Ingen overvejer seriøst, at USA nogensinde ville undlade at betale af på sin gæld. Der vil fortsat være efterspørgsel efter både langsigtede og kortfristede amerikanske statsobligationer, og jeg ser ikke denne nedjustering som et væsentligt signal om problemer forude, siger han.

Flere analytikere mener da også, at nedgraderingen blot er kosmetisk.

- Det er ren symbolik og reflekterer fakta, der allerede er kendt af markedet, siger Andrew Belle, der er chef for Witan Investment trust.

De ledende indeks i London, Frankfurt og Paris faldt op til 1,5 pct, og samlet faldt det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 1,4 pct. Alle sektorer i indekset endte i rødt, og 520 af de 600 aktier faldt.

MEDVIND TIL MILITÆRT ISENKRAM

Britiske BAE Systems, der producerer militært isenkram, som atomare ubåde, ammunition og jagerfly, opjusterede sine forventninger til indeværende år og øger sit aktietilbagekøbsprogram efter et flot første halvår. Ordrebogen og salget bugner grundet krigen i Ukraine.

Aktierne i BAE Systems steg til tops i Stoxx 600 med et plus på 6,4 pct.

Også den britiske husbygger Taylor Wimpey var blandt de bedst præsterende aktier i indekset, efter at selskabets regnskab for første halvår viste modstandsdygtige priser trods de massive pengepolitiske stramninger og deraf stigende finansieringsomkostninger for boligkøbere og -ejere.

Aktien gik frem med 2,9 pct.

Modsat gik det for tyske Telefonica Deutchland, der faldt 17,9 pct. på nyheden om, at selskabets tyske partner 1&1 annoncerede et skift til Vodafones netværk.

Vodafone endte uændret.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder