Europa/lukning: Nokia i hullet på rød dag mens Ørsted steg til tops

Udgivet den 08-07-2020  |  kl. 17:45  |  

Finske Nokia endte i bunden af det brede Stoxx 600-indeks onsdag, på en dag hvor en trist stemning med faldende indeks prægede de store europæiske børser.

Nokia blev trukket ned af USA's største mobilselskab, Verizon, der er ved at udskifte det finske selskab med sydkoreanske Samsung som leverandør af chip til 5G-netværket. Verizon står for omkring 8 pct. af Nokias omsætning.

Og tabet af den kunde fik finanshuset JPMorgan til at nedjustere forventningerne til Nokias potentiale. JPMorgan satte anbefalingen til "neutral" fra "overvægt" med et kursmål på 3,80 euro.

- Verizon er for en betydelig kunde til at blive ignoreret, påpeger analytiker Sandeep Deshpande fra JPMorgan ifølge Bloomberg News.

Den finske aktie faldt 8,3 pct. onsdag til 3,67 euro

Modsat gik det for svenske Electrolux, der kom med foreløbigt driftsresultat (EBIT) for andet kvartal. Det viste et mindre tab i kvartalet end tidligere ventet. Electrolux, der primært tjener sine penge på salg af hårde hvidevarer, ser nu et driftstab i kvartalet på 100 mio. svenske kr. mod en tidligere forventning om et "signifikant" tab.

Aktien steg med 2,5 pct.

Helt i top endte danske Ørsted med et plus på 4,8 pct., men samlet faldt Stoxx 600 omkring 0,7 pct. Det samme billede gjorde sig gældende på europæiske børser.

Den matte stemning skyldtes, at antallet af coronasmittede steg. Og det fik skrækken om en andenbølge corona til at blusse op.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder