Europa/lukning: Novo-nedtur og tvivl om tysk investeringspakke sendte indeks i knæ
Bekymringer om Tysklands planer om en finanspolitisk investeringspakke på 500 mia. euro, den amerikanske økonomiske vækst og nye toldsatser sendte de europæiske aktier ned mandag.
Den danske sværvægter Novo Nordisk havde også sin andel i faldet i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600, der endte med et tilbagegang på 1,3 pct. og dermed tre handelsdage på stribe i rødt.
Helt i toppen af Stoxx 600 lå A.P. Møller-Mærsk med et plus på 5,9 pct. efter ny usikkerhed i Det Røde Hav, mens Novo Nordisk i den modsatte ende faldt 8,1 pct.
Mandagen igennem var de europæiske aktier under pres - men stemningen fik et yderligere knæk, da Tysklands grønne parti sagde, at det ikke vil støtte et udkast til en gældsfinansieret pakke, der ville frigøre milliarder af euro til forsvar og infrastruktur.
Og i middagshandlen tikkede også data fra Novo ind for koncernens fase 3-studie Redefine 2 for Cagrisema, som viste et 15,7 pct. vægttab efter 68 uger i et studie rettet mod overvægtige type 2-diabetikere.
Inden den nyhed landede, lå Stoxx 600 i et minus på 0,4 pct.
- Uroen over effekten af Trumps toldsatser hænger over finansmarkederne her i begyndelsen af ugen, siger Susannah Streeter, investeringschef hos Hargreaves Lansdown, til Reuters.
- Udsigten til en recession i USA lurer, forbrugertilliden falder, virksomhederne står over for stigende handelskompleksitet, og det gør investorerne mere nervøse, tilføjer hun.
NEDTUR FOR BANKERNE
Bankerne, som ellers har haft et godt 2025 indtil nu, faldt også. Sektoren faldt samlet 2,7 pct.
- Bankerne har ligget godt i en periode. Så det er nok i lyset af det, vi ser fald, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.
Af de 47 bankaktier i sektoren i Stoxx 600, var det blot de svenske banker Swedbank og SEB, der steg med 0,5 og 0,1 pct. I den modsatte endte lå britiske Barclays og østrigske Bawag med fald på op til 7 pct.
VÅBEN I FOKUS
Våbenproducenterne har haft en forrygende periode på udsigten til højere forsvarsbudgetter i Europa.
Men mandag fik den optimisme et skud for boven, da de tyske grønne såede tvivl om investeringspakken til blandt andet forsvar på 500 mia. euro.
Mandag faldt italienske Leonardo samt de franske selskaber Dassault Aviation og Thales op til 0,5 pct., mens tyske Rheinmetall kom ud med skindet på næsen med et lille plus på 0,1 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›