Europa/lukning: Rejsekoncern faldt tungt efter aflysninger

Udgivet den 29-05-2020  |  kl. 17:50  |  

Kursfaldene havde godt tag i de europæiske aktiemarkeder fredag, hvor markedet frygtede, at konflikten mellem USA og Kina vil spidse til.

Årsagen er, at Trump ville holde et pressemøde fredag og komme med et svar på Kinas beslutning om at indføre en ny sikkerhedslov for Hongkong.

Pressemødet var ikke begyndt ved europæisk lukketid, men spøgte ikke desto mindre på markedet. Europa Stoxx 600-indekset faldt 1,5 pct.

Blandt de ilde tilredte aktier var rejsekæmpen Tui, der drattede over 14 pct., efter at koncernen aflyste alle pakkerejser for sine britiske kunder frem til juli og også enkelte destinationer helt frem til november.

Også krydstogtselskabet Carnival var på hælene og faldt over 11 pct.

Ligeledes britiske Rolls Royce hostede og hakkede og lukkede lige under 14 pct. lavere. Ratingbureauet S&P sænkede sin kreditvurdering af Rolls Royce til "BB", eller "junk".

Statussen øger typisk et selskabs låneomkostninger og gør, at nogle långivere ikke vil låne penge ud til selskabet. Jetmotor-producenten er i forvejen hårdt ramt vigende efterspørgsel på grund af coronaudbruddet.

Blandt vinderne fredag var danske Ambu, der endte med en gevinst på 4,7 pct. til 223,90 kr. Der var ikke nyt fremme, ud over at Ambus vægt er blevet øget i MSCI's globale indeks.

I Frankrig faldt Renault med over 7 pct. Selskabet lagde en spareplan frem, hvor det vil eliminere tæt på 15.000 job på verdensplan og nedbringe produktionsomkostningerne med en femtedel.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder