Europa/lukning: Stoxx 600 i rødt - IAG og Lufthansa i øvre luftlag

Udgivet den 20-09-2021  |  kl. 17:55  |  

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks blev mandag malet rødt og var på et tidspunkt helt nede med 2,3 pct. hvilket ville have været det laveste niveau siden december 2020.

Den kedelige dag skyldtes en kombination af usikkerhed omkring den konkurstruede China Evergrande og investorernes afventende position forud for centralbankmøder i blandt andet USA og Storbritannien.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600 lukkede 1,6 pct. lavere end i fredags.

Dagen var særlig hård for bank-, forsikrings- og metal- og minesektoren, der alle led et fald på over 3,6 pct.

Blandt bankerne oplevede Credit Suisse, Deutsche Bank og Commerzbank alle et dyk på omkring 8 pct.

I den positive ende af indekset kunne man finde flere luftfartsselskaber, herunder British Airways-ejer IAG (International Consolidated Air) og Deutsche Lufthansa.

IAG steg 11 pct., mens tyske Lufthansa, der i forvejen havde luft under vingerne ovenpå nyheden om et aktiesalg, steg til vejrs med 6 pct.

Det skete ifølge Bloomberg News ovenpå nyheden om, at USA fra november atter vil åbne sine grænser for vaccinerede indrejsende fra EU og Storbritannien.

Med til vejrs kunne man også finde Astrazeneca, der mandag fremlagde positive data fra et fase 3-sammenligningsstudie for et lægemiddel til brug mod brystkræft.

Det sendte aktien op med 6,2 pct. hvilket placerede medicinalselskabet i samme luftlag som nogle af de store luftfartsgiganter.

.\\˙ MarketWire

Selver Elezovic

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder