Europa/middag: Hollandsk chipproducent trodser svagt negativ stemning

Udgivet den 15-01-2020  |  kl. 12:54  |  
Aktie tabel

Der hersker en svagt negativ stemning på de store europæiske aktiebørser onsdag middag, hvor det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder 0,2 pct.

De ledende indeks i Frankrig og Tyskland - CAC 40 og DAX - falder også begge med 0,2 pct., mens det toneangivende britiske indeks, FTSE 100, dog klarer frisag og stiger marginalt.

Hollandske ASM International trodser den lettere pessimistiske stemning og banker til tops i Stoxx 600-indekset efter opløftede salgstal for fjerde kvartal af 2019.

I kvartalet havde ASM ordrer på lidt over 370 mio. euro, hvilket er betydeligt over prognosen på 290-310 mio. euro ifølge Bloomberg News.

Samtidig landede salget en smule over toppen af intervallet på 310-330 mio. euro, og de overraskende kvartalstal takserer investorerne til en kursstigning på 9,9 pct. til 118,30 euro.

Også det svenske biotekselskab Swedish Orphan Biovitrum er i medvind onsdag, hvor den stiger 6,9 pct. 162,60 svenske kr.

Danske Bank har ifølge Bloomberg News løftet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold", da den i deres optik står til et "substantielt comeback" i år.

Nederst i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks er der onsdag dansk islæt, da Chr. Hansen-aktien falder hele 6,7 pct. til 495,90 kr. oven på sit regnskab for første kvartal.

Her nedpræciserede selskabet sin forventning til årets organiske vækst - til 4-6 pct. fra før 4-8 pct. - ligesom der blev pillet ved de langsigtede forventninger.

Chr. Hansen forventer nu en mellem til høj encifret årlig salgsvækst frem mod 2024/25, hvilket erstatter der tidligere mål om en årlig organisk vækst på 8-10 pct. frem mod 2021/22.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder