Europa/middag: Nokia i top i Europa - tysk medieselskab i bund

Udgivet den 31-07-2020  |  kl. 12:28  |  

Aktierne i Europa nyder godt af positive vinde fra USA torsdag efter amerikanske børstid, hvor de fire techgiganter - Apple, Facebook, Amazon og Alphabet - leverede generelt gode regnskaber.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks stiger derfor 0,3 pct. til 360,74 fredag. Det engelske, fransk og tyske indeks ligger blandet med det tyske i den største stigning med 0,4 pct.

Toppen af det brede indeks indtages af finske Nokia, der for andet kvartal af året kan fremvise et driftsresultat, der slår selv det højeste analytikerestimat.

Aktien stiger 13,6 pct. til 4,10 euro.

Nokia omsatte for 5,09 mia. euro i perioden, og det ordinære driftsresultat lød på 423 mio. euro.

Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat ventet en omsætning på 5,31 mia. euro og et driftsresultatet på 289,9 mio. euro. Analytikernes bud på driftsresultatet lå i intervallet 76,0 mio. euro til 405,0 mio. euro.

I fredagens regnskab løfter Nokia forventningerne til året. Selskabet venter nu en justeret indtjening per aktie på 0,25 euro plus minus 5 cent. Tidligere så selskabet et overskud per aktie for året på 0,23 euro.

Det tyske medieselskab Prosiebensat.1 falder 13,2 pct. til 8,36 euro efter et regnskab, der viste et fald på 25 pct. i omsætningen til 709 mio. euro og et ordinært driftsresultat (EBITDA), der faldt 89 pct. til 23 mio. euro.

På bundlinjen blev det til et ordinært tab 52 mio. euro mod et overskud på 85 mio. euro i andet kvartal 2019.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder