Europa/middag: Svensk kapitalfond med aktiehop i positivt Europa

Udgivet den 22-07-2021  |  kl. 12:09  |  

De europæiske aktier ligger torsdag middag i positivt terræn, og fortsætter dermed den grønne tendens fra tirsdagens aktiehandel.

FTSE 100-indekset stiger således med 0,2 pct., mens CAC 40 stiger 0,7 pct., og det tyske DAX-indeks i Frankfurt stiger med 0,8 pct.

Samtidig ligger det brede Stoxx 600-indeks 0,8 pct. højere end tirsdag.

Her lægger den svenske kapitalfond EQT sig i toppen af Stoxx 600, mens industrikoncernen Unilever befinder sig i den modsatte ende.

EQT INDTAGER STOXX 600-TOP

Efter at den svenske kapitalfond EQT fremlagde regnskab, har selskabet lagt sig i spidsen af det europæiske indeks.

Her voksede selskabet i første halvår sammenlignet med sidste år og slog dermed analytikernes forventninger for første halvdel af 2021, skriver Bloomberg News.

Kapitalfondens justerede driftsresultat, EBITDA, landede i første halvår på 492 mio. euro - svarende til 3659 mio. kr. - hvor der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var ventet 382,3 mio. euro.

Aktien stiger 10,4 pct. til 415 svenske kr.

UNILEVER SKRABER BUNDEN

Industrikoncernen Unilever venter det højeste niveau for forbrugerpriserne siden finanskrisen. Det sker grundet de stigende omkostninger for blandt andet råvarer, og det får selskabet til at nedjustere, skriver Bloomberg News.

Efter regnskabet er fremlagt falder aktien til bundniveau i Stoxx 600-indekset med 5,2 pct. til 4087,5 pence.

Selskabets regnskab skuffede lidt på væksten. Her var ifølge Bloomberg News ventet en vækst på 1,63 pct. mod realiseret 1,6 pct.

/ritzau/FINANS

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder