Europa/middag: Vakler mellem positive regnskaber og coronafrygt

Udgivet den 25-01-2021  |  kl. 13:10  |  

De europæiske aktiehandlere vakler mandag middag mellem opløftende impulser fra positive regnskaber og nedtrykkende nyheder om corona og endnu mere nedlukning.

Samlet set giver det en nærmest stillestående udvikling på aktiemarkederne, hvor det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks mandag middag falder 0,1 pct.

I London har sundhedsministeriet oplyst, at 77 tilfælde af smitte med den sydafrikanske corona-variant er registreret i Storbritannien, og i Paris trykkes markedet ifølge Reuters efter forlydender om en tredje periode med nedlukning.

Et skuffende IFO-indeks for erhvervstilliden i Tyskland i januar offentliggjort mandag formiddag bidrager heller ikke til at løfte stemningen.

Det tyske IFO-indeks faldt til 90,1 fra 92,2 måneden mod markedskonsensus om indeks 91,4 ifølge Bloomberg News.

På sektorbasis er rejserelaterede aktier under pres med fald til IAG - som ejer Britisk Airways - og Air France KLM på 2,9-7,1 pct.

Den positive inspiration kommer blandt andet fra mandagens regnskabsaktuelle selskaber.

Siemens Gamesa løftes 2,8 pct., efter at den tysk-spanske vindmøllekoncern har leveret en bedre end ventet indtjeningsudvikling, mens salget halter lidt efter analytikernes forventning i selskabets foreløbige tal for det forskudte første kvartal.

Samtidig stiger hollandske Philips, der producerer hospitalsudstyr 2,6 pct., som kvittering for et regnskab, der er positivt påvirket af af øget efterspørgsel fra hospitalerne på grund corona-pandemien. Philips noterer en stigning på 7 pct. i overskuddet i fjerde kvartal.

Aktien i den franske energigigant EDF falder mandag middag 16,2 pct. i skuffelse over lange udsigter for en aftale mellem den franske regering og EU om reform af den franske atomenergi og omstrukturering af selskaber.

Størst succes på det europæiske aktiemarked har den finske netværksproducent Nokia, som stiger 5,9 pct., støttet af en en analyse fra SEB, der ifølge Bloomberg News ser et "substantielt potentiale for en turnaround" i selskabet.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder