Eurozonen/Nordea: PMI-tal peger frem mod lysere tider

Udgivet den 23-06-2020  |  kl. 11:12  |  

Coronakrisen har ramt europæisk økonomi hårdt, men nu lysner det, idet den kontrollerede og gradvise åbning af økonomierne slår igennem på stemningen blandt indkøbscheferne.

Det vurderer Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen, efter dagens erhvervstillidstal fra eurozonen.

Stemningen blandt indkøbscheferne i euroområdet, målt ved PMI, viste i den foreløbige opgørelse for juni en stigning til 47,5 i juni fra 31,9 i maj. Der var tale om en markant fremgang i servicesektoren fra 30,5 i maj til 47,3, mens fremstillingssektoren steg fra 39,4 til 46,9.

Cheføkonomen bemærker dog, at tallene fortsat er lavere end de 50, som adskiller fremgang fra tilbagegang.

- Så dybest set er der altså tale om, at den økonomiske aktivitet i euroområdet fortsat aftager, men tempoet er blot meget lavere nu end over de seneste måneder, hvor det hele kollapsede i kølvandet på den drakoniske nedlukning af samfundene, skriver Helge J. Pedersen.

Der er også kommet PMI-tal for Frankrig og Tyskland, hvor især udviklingen i Frankrig overrasker cheføkonomen.

- Det er særdeles positivt, at fransk økonomi nu igen oplever fremgang, om end beskeden. Det sammensatte PMI kom således ud på 51,3 mod 32,1 i maj. Både service- og fremstillingssektoren er i fremgang igen, skriver Helge J. Pedersen.

Med danske øjne ser cheføkonomen det dog som bekymrende, at det økonomiske klima i Tyskland fortsat forværres.

- For nok viste tallene fremgang - og større end forventet - men kendsgerningen er, aktiviteten fortsat falder. Den gør det bare i et meget lavere tempo end hidtil, skriver cheføkonomen.

Det sammensatte PMI-tal for Tyskland er i juni steget til 45,8 fra 32,3 i maj, og Nordea forudser, at tysk økonomi skrumper med cirka 7 pct. i år.

- Det vil også kunne mærkes herhjemme, eftersom Tyskland er Danmarks største eksportmarked. Tyskland aftager nemlig godt 15 pct. af den samlede danske eksport og er samtidig den vigtigste handelspartner for de fleste andre europæiske lande, skriver Nordea.

Nordea venter fortsat, at væksten i euroområdet lander på et fald på 9 pct. i år, men faldet i Danmark ventes kun at blive på 5 pct., idet danskernes købekraft ventes at være tilstrækkelig til at holde hjulene i økonomien kørende.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder