Exiqon lancerer ny test til patienter med tyktarmskræft
Exiqon har i dag offentliggjort lanceringen af selskabets første molekylærdiagnostiske test baseret på en ny type biologisk markør kaldet miRNA. Den nye miRNA-test kan hjælpe med at identificere de patienter med stadie II tyktarmskræft, som har væsentligt højere risiko for sygdomstilbagefald, og derfor vil kunne have udbytte af en opfølgende kemoterapibehandling.
Det skriver selskabet i en børsmeddelelse.
Testen er færdigudviklet og vil blive markedsført fra januar 2009, hvor testen vil være tilgængelig for cancerbehandlende læger i USA og internationalt gennem Exiqon's certificerede CLIA laboratorium i USA.
En succesfuld introduktion af nye molekylærdiagnostiske produkter inden for kræftområdet vil typisk kræve tolv måneder eller mere, førend der kan etableres en bred kundekreds og den nødvendige kliniske validering for opnåelse af den bedst mulige betaling gennem de amerikanske forsikringsselskaber.
- Vi vurderer, at de nye tests vil være yderst værdifulde for sundhedssektoren. De nye tests forventes at ville kunne hjælpe lægerne til at træffe velbegrundede og individualiserede behandlingsvalg, hvilket vil gavne patienten og nedbringe de efterfølgende sundhedsomkostninger. Det er ikke ualmindeligt, at molekylærdiagnostiske tests værdisættes til flere tusinde dollars, udtaler Erik Holmlin, Ph.D., der er salgs- og marketingdirektør hos Exiqon.
Exiqon fastholder sin langsigtede finansielle målsætning om at blive overskudsgivende i 2011 med selskabets nuværende likvider. Resultatforventningerne til 2009 vil blive offentliggjort i marts 2009 efter offentliggørelsen af årets resultat for 2008.