Facebook forbyder manipulerede videoer - men satire er okay
Facebook forbyder manipulering med videoer - såkaldte deepfakes.
Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse tirsdag.
Forbuddet gælder dog ikke videoer, som skal være parodier eller satire. Det gælder heller ikke videoer, som er blevet redigeret udelukkende for at undlade eller ændre ordenes rækkefølge.
De såkaldte deepfakes kan i dag laves med simpel teknologi som Photoshop eller via værktøjer, som bruger kunstig intelligens.
Med sin nye politik vil Facebook fjerne de videoer, som lever op til nogle kriterier om, at de manipulerer, ved eksempelvis at få det til at se ud som om, at nogen siger noget, som de ikke har sagt.
Ifølge Facebook er videoerne stadig sjældne på nettet, men de repræsenterer alligevel en betydelig udfordring for Facebook, eftersom de ses oftere.
Facebook har tidligere fået kritik for ikke at fjerne en manipuleret video af lederen af Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi. Videoen var manipuleret, så den gav indtryk af, at Pelosi var fuld eller dårlig tilpas.
/ritzau/
Tags: Udenlandsk selskab❯