Facebook og Google påny i USA-myndighedernes søgelys
Forskellige amerikanske myndigheder har indgået en aftale om hvem af dem, der skal efterforske de store teknologiselskaber Googles og Facebooks ageren på konkurrenceområdet.
Det skriver The Wall Street Journal mandag.
Aftalen mellem det amerikanske justitsministerium og Federal Trade Commission (FTC) betyder, at det bliver justitsministeriets konkurrencemyndigheder, der skal efterforske Google, mens Facebook eventuelt skal kigges efter i sømmene af FTC, som i forvejen undersøger Facebooks brud på privatlivet i forbindelse med datalækket til Cambridge Analytica.
FTC har dermed fået retten til at undersøge, om Facebook har haft en "ulovlig monopolistisk praksis", som avisen skriver, mens justitsministeriet altså har retten til at kigge nærmere på Googles ageren. De to myndigheder deler arbejdet i USA med at overvåge, efterforske og retsforfølge på konkurrenceområdet.
Ifølge avisen er det endnu uvist, om FTC reelt vil indlede en undersøgelse af Facebook, men fredag aften erfarede flere medier, herunder The Wall Street Journal, Reuters og Bloomberg News, at justitsministeriet er i færd med at indlede en undersøgelse af Google.
Investorerne er mandag ikke glade for tanken om en mulig regulatorisk indgriben over for de to internetgiganter. Aktien i Googles moderselskab, Alphabet, falder med 6,4 pct., mens Facebook mister hele 8,5 pct.
Også detailkæmpen Amazon påvirkes med et fald på 4,4 pct.
/ritzau/FINANS