FAKTA: Alphabet er et af verdens største internetfirmaer

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 22:52  |  

Alphabet, der er selskabet bag Google, har tirsdag aften annonceret en ændring i ledelsen, hvor de to stiftere af Google, Larry Page og Sergey Brin, træder tilbage fra deres poster.

Her kan du læse mere om Alphabet, der på 20 år er blevet til et af verdens største internetfirmaer:

* Google blev stiftet af de amerikanske ph.d.-studerende Larry Page og Sergey Brin i september 1998.

* Google var oprindeligt kun en algoritme, der lod brugere søge på internettet. Efterfølgende kom flere og flere tjenester på.

* Selskabet har i dag flere end 100.000 ansatte på verdensplan.

* Firmaets hovedsæde bliver kaldt Googleplex og ligger i byen Mountain View i den amerikanske delstat Californien.

* Ud over at være en søgemaskine på internettet tilbyder Google nettjenester inden for e-mail (Gmail), oversættelse (Google Translate), kort/navigation (Google Earth og Google Maps), arbejde/produktivitet (Google Docs, Sheets og Slides) og meget mere.

* Google har siden 2006 ejet videotjenesten YouTube.

* Efter en intern omstrukturering i 2015 er Google i dag ejet af firmaet Alphabet.

* Alphabet omsatte i 2018 for tæt på 137 mia. dollar.

Kilder: Google, Business Insider, Information, Forbes, Alphabet

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯