Fed-direktør: Støtter pause på renten - ser solid økonomi i USA

Udgivet den 17-12-2019  |  kl. 23:20  |  

Eric Rosengren, som er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Boston, vurderer, at den amerikanske økonomi er i en god position, og at der ikke er behov for at ændre på renten, med mindre der sker forandringer i udsigterne for økonomien.

- Arbejdsmarkedet er stærkt, inflationen bevæger sig mod målet, og væksten vil sandsynligvis være noget over potentialet, sagde Eric Rosengren tirsdag i en tale i New York, ifølge Bloomberg News.

Han pegede samtidig på, at de tre rentesænkninger, i juli, i september og i oktober i år, stadig er ved at arbejde deres effekt gennem økonomien, og de vil påvirke væksten positivt nogen tid endnu.

- Det er et godt tidspunkt at være tålmodig og vurdere økonomien. På kort sigt ser jeg ikke noget behov for yderligere pengepolitisk lempelse, med mindre der er en substantiel ændring i prognosen.

Rosengren pegede i den forbindelse på, at udsigterne ikke omfatter et eventuelt "chok" fra den globale økonomi, eller en skarp genoptrapning af handelskrigen mellem Kina og USA.

Eric Rosengren stemte sammen med Esther George mod alle tre rentesænkninger tidligere i år. De havde begge foretrukket en uændret rente i hvert af tilfældene.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯