Fionia Bank: Brøndby-aktien i gang med betydeligt niveauskifte
Fionia Bank tror, at Brøndby-aktien er i gang med et betydeligt niveauskifte, fremgår det af en kommentar.
Brøndby havde i går indkaldt til pressemøde kl. 13.00. Aktien var helt oppe i kurs 108 inden da, hvor rygterne gik på en ny træner. Men efter pressemødet hedder træneren stadig Tom Køhlert. Til gengæld offentliggjorde de den hidtil største sponsorkontrakt på over 100 mio. kr. med selskabet KasiGroup.
Aftalen gælder i 5 år, hvor en del af aftalen er, at Brøndby skal give 10 mio. kr. til Unicef. KasiGroup sælger Pandora smykker (omsætning 625 mio. kr), som alle piger kender.
- Sponsorkontrakten øger muligheden for, at Brøndby kan få en større kapitaltilførsel de kommende måneder med henblik på indkøb af nye spillere til at komme ud af den sportslige krise, vurderer Fionia Bank.
Brøndby sluttede kun 3,5 pct. højere i 104, men omsætningen var meget stor på 15,2 mio. kr. ( knap 5 pct. af markedsværdien).