FLSmidth-branchefælle med spareprogram: Vil spare milliardbeløb

Udgivet den 26-03-2020  |  kl. 10:12  |  
Arkiv: Foto

Sandvik har torsdag lanceret et spareprogram, der skal sænke udgifterne under udbruddet af coronavirus.

På den korte bane reduceres antallet af arbejdstimer for de ansatte, hvilket skal genere besparelser på omkring 1,5 mia. svenske kr. i 2020 - svarende til 1 mia. kr.

I den periode vil ledelsen i Sandvik også gå 10 pct. ned i løn, oplyser det svenske selskab i en meddelelse.

Selskabet forventer kun en begrænset direkte effekt fra virusudbruddet i første kvartal, men for at afbøde de fremtidige konsekvenser skal der altså justeres på udgifterne.

- Coronavirus-situationen er eskaleret over hele verden, og vi er nødt til at tilpasse os de her dramatiske ændringer i de globale forretningsforhold, siger topchef Stefan Widing.

- Divisionerne under alle tre forretningsområder tager hurtigt fat for at sikre vores langsigtede markedsførende positioner og sikre vores selskab, lyder det i meddelelsen.

Der igangsættes også langsigtede strukturelle ændringer, der ved fuld implementering ved udgangen af 2021 skal skabe besparelser på 0,9 mia. svenske kr.

Tiltagene ventes at medføre engangsudgifter på 1,4 mia. svenske kr. i andet kvartal 2020.

Sandvik sænker samtidig sit forslag til udbyttet for 2019 til 3 svenske kr. per aktie fra før 4,5 svenske kr.

Såfremt markederne stabiliserer sig, forventer selskabet dog inden november at afholde en ekstraordinær generalforsamling for at udbetale yderligere 1,5 svenske kr. per aktie.

Svenskerne er - ligesom danske FLSmidth - beskæftiget inden for leverancer til den globale mineindustri.

FLSmidth suspenderede mandag aften sine forventninger til 2020 med henvisning til usikkerheden, som virusudbruddet har skabt, ligesom at udbyttebetalingen også blev sløjfet.

Sandvik-aktien stiger torsdag formiddag 0,7 pct. til 135,50 svenske kr. i generelt negativt svenske aktiemarked, mens FLS-aktien stiger 2,3 pct. til 146,85 kr. i et svagt positivt C25-indeks.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder