FLSmidth/Sydbank: Rival-regnskab kommer som en lettelse

Udgivet den 21-01-2019  |  kl. 11:50  |  

Det svenske industriselskab Sandviks regnskab for årets fjerde kvartal er positiv læsning for FLSmidth. Der berettes nemlig om god aktivitet i sektoren, vurderer Mikkel Emil Jensen, der dækker mineindustrien som aktieanalytiker hos Sydbank.

- Det kommer som en lettelse, at aktiviteten stadig er stærk, og at Sandvik præsenterer et rekordregnskab. Det er ikke noget, FLSmidth oplever lige nu, men det er aktivitet, som forhåbentlig gør sit indpas hos FLS i fremtiden, siger han.

Han forklarer, at Sandvik hurtigere mærker aktiviteten i minerne og derved efterspørgslen end FLS, idet selskabet ligger højere oppe i værdikæden.

Sandvik nåede i årets fjerde kvartal et driftsresultat på 4700 mio. svenske kr. mod ventet 4648 mio. svenske kr. ifølge Infront Data. I samme periode året før var resultatet 4062 mio. svenske kr.

Aktieanalytikeren peger på, at meldingerne fra Sandvik er en lettelse, i en periode hvor der særligt er bekymringer om efterspørgslen i Kina.

- Den aftagende økonomiske vækst i Kina har skabt nogle argumenter for, at efterspørgslen efter råvarer - og derved aktiviteten i minerne - kunne have set sine bedste dage, og at aktiviteten skulle til at stoppe.

- Så det er positivt for FLS, at vi over en længere periode har set en tiltagende vækst, selv om den aktivitet, Sandvik melder om, nok først kan ses i regnskabet hos FLSmidth længere ude i fremtiden, lyder det fra Mikkel Emil Jensen.

GOD VÆKST I EFTERMARKEDET

Både Sandviks ordreindgang og omsætning voksede 15 pct. i lokal valuta til henholdsvis 11,5 og 11,7 mia. svenske kr. Selskabet melder om fremgang inden for alle segmenter i Mining and Rock Technology og høj aktivitet i eftermarkedet.

Det er særligt positivt for FLS, at det tegner til, at den efterspørgsel, der i øjeblikket er efter reservedele og service, fortsat vil være stærk, vurderer Mikkel Emil Jensen.

Han forventer også, at disse områder vil vise en god vækst, når FLS præsenterer sit helårsregnskab torsdag 31. januar. De store ordrer lader dog vente på sig, så væksten vil - ligesom i resten af 2018 - være drevet af mindre ordrer, vurderer han.

- Kunderne kigger på den geopolitiske uro, der er i form af handelskrigen, og det gør måske, at de venter med at trykke på knappen, siger han.

- Samtidig er der lidt problemer med at få godkendelser igennem i de respektive lande for at lave de her projekter, så det holder kunderne lidt tilbage.

- Men det er positivt, at vi ser en stigende aktivitet i minerne, for så er det i og for sig kun et spørgsmål om tid, før kapacitetspresset resulterer i, at FLSmidth også får store ordrer, lyder det fra aktieanalytikeren.

FLS-aktien stiger mandag ved 11.30-tiden 1,6 pct. og koster nu 330,90 kr. År til dato er der lagt 12,6 pct. til selskabets aktiekurs.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,71%
 
20/09/19

 
7,91%
 
20/09/19

 
7,71%
 
20/09/19

 
4,22%
 
20/09/19

 
3,24%
 
20/09/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder