Fords kreditvurdering sænkes efter nedjustering

Udgivet den 25-10-2019  |  kl. 23:56  |  

Den amerikanske bilproducent Ford har fredag fået sin langsigtede kreditvurdering sænket et niveau fra "BBB" til "BBB-" af kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's. Udsigterne for vurderingen er samtidig dog løftet til "stabile" fra "negative".

Det skriver Bloomberg New.

Den sænkede vurdering kommer i kølvandet af, at koncernen i denne uge nedjusterede sine forventninger til 2019 med 0,5 mia. dollar på driften på baggrund af svigtende volumener i Kina og faldende salg i USA af selskabets mest populære SUV samt øgede garantiomkostninger og udgifter til salgsfremmende tiltag.

Bureauet regner derfor ikke længere med, at Ford kan fastholde en overskudsgrad, målt på EBITDA, på 8 pct. frem til 2022. Især den "betydelige underperformance" i Kina øger presset på indtjeningsvenen og den langsigtede konkurrenceposition.

Desuden er Ford i færd med en omstruktureringsproces, som tegner til at blive ganske bekostelig.

- Over de næste fire år forventer vi, at Ford vil blive ramt af omkostninger til omstruktureringer på 11 mia. dollar med fokus på driften uden for Nordamerika, skriver Standard & Poor's og peger på, at heraf vil de 7 mia. dollar ramme likviditeten.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯