Forsikringsselskaber: Konkurrencerådets beslutning må ikke skade bilforsikringskunder
København--16. december--NetPosten--Konkurrencerådet har i dag bestemt, at de hidtidige aftaler mellem forsikringsselskaberne og autibranchen om timepriser for reparation af forsikringsskader skal bringes til ophør senest 1. april 1999. Det betyder i praksis, at timepriserne fremover skal aftales direkte mellem det enkelte værksted og det enkelte forsikringsselskab.
- Vi tager naturligvis Konkurrencerådets afgørelse til efterretning, sagde formanden for Automobilforsikringsselskabernes Fællesråd, vicedirektør Lars Halling, Tryg-Baltica, på et pressemøde i Forsikringens Hus i dag.
- Vi forventer ikke, at Konkurrencerådets afgørelse vil få afgørende betydning for priserne på reparation af forsikringsskader. Men hvis nogle værksteder f.eks. skulle prøve at presse priserne i vejret, må både værksteder og kunder være forberedt på, at det kan blive nødvendigt for forsikringsselskaberne at flytte bilerne til værksteder, der ikke sætter priserne op, påpegede han.
Han sagde samtidig, at de hidtidige aftaler havde været til gavcn for kunderne, da de selv har kunnet bestemme, hvilket værksted de ville anvende.