Frankrig indbringes for EF-domstolen tirsdag
København--3. januar--NetPosten--EU-kommissionen har besluttet indbringe Frankrig for EF-domstolen tirsdag i sagen om britisk oksekød, skriver internationale nyhedsbureauer.
Det skyldes den franske regerings beslutning om fortsat at forhindre, at britisk oksekød kommer ind i Frankrig.
Kommissionens beslutning kommer, efter at Frankrig gentagne gange har nægtet at efterkomme EUs beslutning om at hæve embargoen mod britisk oksekød. Striden blev eskaleret, efter at den franske regering hævdede, at kommissionen har begået en stor fejl ved ikke at tage truslen mod den offentlige sundhed alvorligt nok.
Forbudet mod britisk oksekød blev indført af EU i 1996 og blev ophævet igen i august sidste år. Men den franske regering nægtede at efterkomme beslutningen, hvilket har fået den britiske regering til at hævde, at Frankrig fortsætter embargoen af protektionistiske årsager.