Fredagens aktier: Ørsted gik til tops mens Novo, Mærsk og DSV trak ned

Udgivet den 17-01-2025  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Ørsted hyggede sig hele fredagen i toppen af et negativt dansk aktiemarked, der var tynget af fald i Novo Nordisk og transportaktierne DSV og Mærsk.

Ørsted solede sig i toppen, efter at norske ABG annoncerede, at børshuset nu ser en købsmulighed i aktien. Transportaktierne DSV og Mærsk kom under pres fra den indgåede aftale om våbenhvile i Mellemøsten. Rederiet kunne samtidig se spotpriserne på containerfragt dykke igen den seneste uge.

Samlet endte broderparten af de danske eliteaktier dog i plus fredag - men med tunge aktier som Mærsk og Novo i bund, endte C25-indekset trods en lille optur ved åbningen af markedet samlet med et fald på 0,4 pct. til 1741,44. Over ugen faldt C25 2,1.

Uden for eliteindekset leverede Columbus solid fremgang.

Ifølge Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje, har ugens omdrejningspunkt været inflationstal fra USA samt udsigten til en ny amerikansk præsident. Førstnævnte viste aftagende kerneinflation, som har gjort usikkerheden for de lange renter lidt mindre, mens usikkerheden i forhold til den nye republikanske præsident, Donald Trump, er intakt.

- Politisk usikkerhed er fællesnævneren lige nu, fordi hans politik er at være uforudsigelig, siger Otto Friedrichsen.

Trump sværges ind på mandag.

- Vi ser særligt fokus på selskaber, hvor usikkerheden peger direkte ind i potentiel fremtidig indtjening, lyder det fra aktiechefen, der fremhæver Ørsted og Vestas.

ØRSTED I FRONT

Ørsted tog sin del af rampelyset fredag, efter at ABG nu siger "køb" mod tidligere "hold". Kursmålet blev dog sænket til 400 kr. fra 418 kr., fremgår det af Bloomberg.

Også canadiske RBC har sat kursmålet for aktien ned, så det nu lyder 400 kr. mod tidligere 450 kr. Anbefalingen er uændret "sector perform".

Ørsted steg 3,6 pct. til 311,50 kr. efter et fald torsdag på 2,7 pct. Vestas blev trukket lidt med op, da aktien steg 0,6 pct. til 95,42 kr.

NOVO I RØDT IGEN

Usikkerheden om Novo Nordisk fortsatte fredag, hvor aktien atter fik store klø på børsen. Det skete dels efter nyt om Novos højdosisudgave af vægttabsmidlet Wegovy, dels en bekræftelse på, at Novos tre supersællerter alle er udpeget til den offentlige amerikanske sygesikrings årlige prisforhandlinger i USA.

Men nedturen - Novo-aktien faldt 4,3 pct. til 575,60 kr. - handler nok mere om usikkerhed end om fredagens nyheder, vurderer Sydbank-analytiker, Søren Løntoft Hansen.

- Det er nok et sammensurium af ting. Prisforhandlingerne er én ting. Men det bør ikke komme som nogen større overraskelse. For der har været talt om det længe. Men nu er det ude, og så kan det skabe lidt usikkerhed, om end der har været spekuleret i det i flere år, siger Søren Løntoft Hansen.

Han peger på, at kursfaldet også kan være eftervirkninger af Novos skuffende vægttabsdata med lægemiddelkandidaten Cagrisema kort før jul.

Med nedturen ramte Novo det laveste lukkeniveau siden begyndelsen af august 2023.

RATENYT TIL MÆRSK

Udsigten til fred i Mellemøsten pressede igen rederiaktierne. En våbenhvile kan gøre det muligt for den globale søtransport igen at passere Suezkanalen, og det er skidt nyt for fragtraterne og dermed for Mærsk.

Fredag dykkede spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden med 7 pct. efter et fald på 8,6 pct. ugen inden.

Samtidig signalerer Houthibevægelsen, hvis angreb fik rederierne til at undgå Det Røde Hav, at de vil holde pause.

Mærsks B-aktie faldt 2,0 pct. til 10.360 kr., mens DSV dykkede 1,7 pct. til 1426,50 kr.

DEMANT TOG MARKEDSANDELE

Demant vandt pænt frem i den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i december, viser nye tal. GN fastholdt sin markedsandel.

Demant-aktien steg 2,4 pct. til 290 kr., mens GN steg 0,8 pct. til 124,25 kr.

Uden for eliteindekset steg aktien i det danske it-selskab Columbus fredag med 11,5 pct. til 11,15 kr. Det skete efter nyheden om igangsættelsen af en "strategisk gennemgang" i løbet af 2025, der kom samtidig med foreløbige regnskabstal.

Udfaldet af den strategiske gennemgang kan både blive nyt ejerskab, fusion eller anden form for konsolidering, oplyste selskabet.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Grønt med danske selskaber i den tunge ende
17:06 Fredagens obligationer: Rentedyk på ugens sidste dag og for hele ugen
17:05 Fredagens aktier: Ørsted gik til tops mens Novo, Mærsk og DSV trak ned
16:00 USA/åbning: Grøn åbning med teknologi i front - Intel stiger på opkøbsrygter
15:52 Novo er ramt af usikkerhed vurderer Sydbank: Prisforhandlinger bør ikke overraske
14:21 USA/tendens: Udsigt til stigninger på mindsket bekymring for renten
13:44 Europa/middag: Grønt Europa trods danske selskaber i den tunge ende
13:33 Novo Nordisk viser vægttab på lidt over 20 pct. med højdosisudgave af Semaglutid
13:21 Vestas udpeger ny chef for Development og henter ny juridisk chef hos FLSmidth
12:24 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion - KORR
12:01 Trifork får løftet kursmålet til 105 kr. hos Carnegie
11:51 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion
11:40 Aktier/middag: Ørsted vinder på købsanbefaling mens udsigt til våbenhvile sender Mærsk ned
11:34 Mærsk vil kun sejle igennem sikkert Rødt Hav: For tidligt at spekulere i timing
11:19 Netanyahu mødes med ministre for at stemme om våbenhvile i Gaza
11:06 Eurozonen: Inflationen tiltog til 2,4 pct. i december
10:53 NNIT-topchef: Grundlag for et godt 2025 trods tilpasning i USA og Europa
10:46 Ørsted får købanbefaling hos ABG: Negativ amerikansk påvirkning vil være begrænset
10:34 Columbus åbner døren for nyt ejerskab, fusion eller konsolidering
10:12 Houthibevægelsen signalerer pause for angreb i Det Røde Hav efter våbenhvile