Fredagens aktier: Banker endte i top efter eliteindeks vendte rundt - Mærsk dykkede
Det danske eliteindeks fortsatte sin sejrsstime fredag, hvor det endnu engang endte i plus, selv om det længe pegede i den modsatte retning.
C25-indekset endte således dagen med en stigning på 0,2 pct. til 1847,60, og dermed er indekset steget de seneste 14 ud af 15 børsdage.
Det var den amerikanske jobrapport, der i kombination med flere andre nøgletal fra USA, satte markedet i svingninger. Efter et indledende fald vendte markedet rundt og sikrede endnu en dag i plus.
- Når vi kigger på starten af 2024, så har vi haft nogle relativt aggressive forventninger til rentesænkninger, og det er dem, der bliver testet, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.
Jobrapporten fra USA har afgørende betydning for rentebeslutningerne i Federal Reserve, og et stærkt jobmarked kan være med til at skubbe rentesænkninger længere ud i fremtiden.
- Jobrapport lander sådan, at vi har et stærkt jobmarked, og det er det, der er omdrejningspunktet, siger han og uddyber, at nogle af de øvrige nøgletal trak i den modsatte retning, og dermed lander markedet stort set fladt.
BANKER OG BAVARIAN SENDES OP
Ser man på enkeltaktierne endte Zealand Pharma og Bavarian Nordic i toppen - uden at der var selskabsspecifikke nyheder fremme. Zealand Pharma deltog dog torsdag i en investor-konference arrangeret af Goldman Sachs.
Healthcare-sektoren har samtidig været inde i god periode, bemærkede Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.
- Healthcare har kørt godt de seneste dage - også uden for Danmark. Vi ser også, at Novo Nordisk slog kursrekord torsdag, siger Mads Zink.
Zealand-aktien steg 5,2 pct. til 369 kr., mens Bavarian hentede 2,2 pct. til 946,80 kr.
Bankerne holdt sig også i den øvre ende fredag, hvor let stigende renter og udsigten til længere tid, før renterne skal ned, kan være med til at holde hånden under aktierne.
Samtidig nyder de godt af et positivt fokus ved årets begyndelse, konstaterede Mads Zink.
- Der er mange, der taler om, at de måske igen kan blive ret interessante i 2024, siger chefhandleren.
Danske Bank steg 1,2 pct., mens Nordea hentede 1,5 pct. og Jyske Bank gik frem med 1,2 pct.
MÆRSK DRATTER NED
Efter fire dage i plus gik det omvendt for A.P. Møller-Mærsk fredag, hvor B-aktien faldt 1 pct. til 13.975 kr.
Det var til trods for fortsat positivt fokus på aktien, da Jefferies har meldt sig i koret af storbanker, der hæver anbefalingen. Det skyldes uro i Det Røde Hav, der har givet længere sejladser og fået fragtraterne på havet til at stige.
Anbefalingen lyder nu på "køb" mod tidligere "hold", og kursmålet er blevet hævet til 16.000 kr. fra 12.000 kr., fremgår det af Bloomberg.
Udviklingen ses også på flere rateindeks offentliggjort i ugens løb, hvor SCFI fredag viste en fremgang på 7,8 pct. for rater ud af Kina, mens WCI for ruten mellem Shanghai og Rotterdam torsdag var mere end fordoblet de seneste to uger.
- Der er rigtig mange, der er ude og hæve estimaterne for Mærsk. Man taler om, at udfordringen med overskudskapacitet kan blive løst ved, at man nu sejler den længere rute, siger Mads Zink, der ser aktien være ramt af gevinsthjemtagning.
Mod bunden endte også GN. Selskabet har fået løftet sit kursmål en smule hos det britiske finanshus Barclays, der nu ser 160 kr. mod tidligere 145 kr.
Samtidig blev den neutrale anbefaling "ligevægt" gentaget.
GN-aktien smed 0,9 pct. til 168,15 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›