Fredagens aktier: Netcompany var et lille lyspunkt i rødt marked

Udgivet den 28-01-2022  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Der var fredag ikke mange lyspunkter for de danske investorer, hvor størstedelen af aktierne i eliteindekset, C25, vendte snuden ned.

Helt i top endte Netcompany drevet i vejret af et næsten 100 mio. kr. stort insiderkøb torsdag. Og FLSmidth skiftede torsdagens topplacering ud med en i bunden.

Samlet faldt C25 dog med 1,6 pct. til 1731,37. I ugens løb faldt indekset 2,8 pct.

- Ugen startede rigtig kedelig - og den slutter også kedeligt. Markedet kom sig lidt i onsdags - men er siden vendt rundt igen. Det er rentefrygten, der dominerer, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapital.

- Der var ingen bomber på rentemødet i den amerikanske centralbank i onsdags - men centralbankchefen, Jerome Powell, var lidt mere skarp end tidligere. Nu er alle muligheder åbne, og markedet vil gerne have mere visibilitet i form af en køreplan, siger Lars Hytting.

Spotlyset var dagen igennem på Netcompany, efter at selskabets topchef, André Rogaczewski, og driftsdirektør, Claus Jørgensen, hver især havde købt aktier i selskabet for 49,9 mio. kr. Handlerne blev gennemført den 27. januar, fremgik det af en insidermelding fra selskabet torsdag efter børslukketid.

- Signalet fra ledelsen, der lægger hånden på kogepladen, er noget, markedet godt kan lide. Og vi har da også selv hævet anbefalingen til "køb" i ugens løb, siger Martin Munk. senioraktiehandler i Jyske Bank.

Aktien i Netcompany steg 1,4 pct. til 481,40 kr. De to herrer købte aktierne til en stykpris á 484,74 kr.

Blandt sidepapirerne hoppede H+H et pænt stykke frem efter endnu en opjustering af forventningerne til 2021. H+H steg 5 pct. til 194,80 kr., efter at selskabet torsdag aften fremlagde foreløbige tal for 2021, der slog porebetonproducentens egne forventninger. Både omsætning og indtjening var på det højeste niveau i selskabets historie.

NNIT FALDT DYBT

It-virksomheden NNIT's regnskab for fjerde kvartal 2021 viste et nettooverskud på 2 mio. kr. mod 18 mio. kr. i samme periode året før.

I år ventes en omsætningsvækst målt i faste valutakurser på 2-5 pct. og en overskudsgrad før særlige poster på omkring 5 pct. mod henholdsvis 1,7 pct. og en overskudsgrad før særlige poster på 4,9 pct.i 2021.

NNIT har efter regnskabet fået sænket sit kursmål til 110 kr. af flere finanshuse - Carnegie, SEB og ABG. Carnegie havde før et kursmål på 125 kr., mens de to øvrige går fra 120 kr. Alle har de anbefalingen "hold".

Aktien faldt 9,2 pct. til 95,20 kr.

På baggrund af en positiv udvikling i første halvdel af sit skæve regnskabsår 2021/22 opjusterede Chemometec fredag forventningerne til omsætningen.

Chemometec steg 2,1 pct. til 670 kr.

Fynske Bank, der steg 0,8 pct. til 124 kr., oplyste efter børslukketid torsdag, at resultatet før skat for hele 2021 er landet på cirka 74 mio. kr.

De senest udmeldte forventninger til 2021 pegede på et resultat før skat på 65-80 mio. kr.

FLS VENTE FREMGANG TIL NEDTUR

FLS steg torsdag med 4,4 pct. efter en kortfattet børsmeddelelse med få foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal, der viste gode takter. Fredag blev det dog til strid modvind - og aktien drattede til bunds i eliteindekset med et fald på 5 pct. til 218,20 kr.

Samtidig satte DNB dog kursmålet for aktien ned til 240 kr. fra 270 kr., fremgår det af Bloomberg News. Anbefalingen fastholdes på "hold."

JYSKE BANK FALDT EFTER AVISSKRIVERIER

Også Jyske Bank mistede pusten og faldt med 2,3 pct. til 378,80 kr., efter at der er skriverier i Børsen om, at banken nu tager nu kampen op med forhåndsfavoritterne Nykredit og Spar Nord i spillet om at overtage Svenska Handelsbankens danske aktiviteter. Jyske Bank har hyret den internationale storbank Bank of America som rådgiver, skriver avisen.

Vestas var også at finde helt i bunden af eliteindekset med et fald på 3,9 pct. til 168,10 kr. Vindmølleselskabet har fået skåret sit kursmål til 190 kr. fra 205 kr. hos britiske HSBC, der gentog anbefalingen "hold".

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯