Fredagens aktier: Pandora og Novo sikrede optur trods mavepuster fra USA

Udgivet den 06-10-2023  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Stærke jobtal fra USA forstyrrede fredag en ellers lovende udvikling på det danske aktiemarked, men formåede langt fra at slå det danske aktiemarked omkuld.

Godt nok faldt de mest rentefølsomme selskaber, men en funklende Pandora og fremdrift til Novo Nordisk sørgede for at sende markedet på vinderkurs.

Beskæftigelsen uden for det amerikanske landbrug steg næsten dobbelt så meget som ventet i september og signalerede, at der muligvis skal yderligere renteforhøjelser til i USA for at få dæmpet den økonomiske aktivitet, så inflationen kommer under kontrol.

- Jobrapporten var simpelthen for stærk. Økonomien vil ikke rigtigt køle af, og renterne kører op og aktierne ned, konstaterer Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Herhjemme sluttede C25-indekset dog 0,8 pct. højere i 1676,85, efter at have ligget i et plus på 1,1 pct. omkring middagstid. Over ugen faldt indekset samlet 1,4 pct.

Novo Nordisk bidrog til plusset med en gevinst på 1,5 pct. til 645,30 kr. og kunne gå på weekend med et spinkelt plus på 0,2 pct. i løbet af ugen.

PANDORA FORTSÆTTER TIL VEJRS

Helt i toppen af C25 lyste Pandora igen op efter en stigning på yderligere 3,5 pct. til 819,40 kr., oven i de imponerende 12 pct. aktien steg torsdag i forbindelse med en kapitalmarkedsdag i London.

Her præsenterede ledelsen nye finansielle mål for perioden frem mod 2026, der ventes at byde på en gennemsnitlig årlig organisk vækst på 7-9 pct. og en EBIT-margin på 26-27 pct.

- Det er fortjent. Det er nogle meget ambitiøse, men også realistiske målsætninger, som gør, at aktien skal op. Det var ret overbevisende, og det virker som om, at ledelsen har fingeren på pulsen og evner at eksekvere på strategien, siger Lars Hytting, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning.

Siden kapitalmarkedsdagen er det da også strømmet ind med løftede kursmål fra analytikerkorpset.

Société Générale hævede til 830 kr. fra 754 kr. og gentog anbefalingen "hold". Jyske Bank løftede sit kursmål til 900 kr. fra 760 kr. med anbefalingen "køb", mens både SEB og DNB stiler endnu højere og går efter 1000 kr. mod tidligere henholdsvis 900 kr. og 925 kr. Begge anbefaler "køb" af smykkeaktien.

BRYGGERIER OG GRØNNE AKTIER LED

I bunden af C25 var der klø til de rentefølsomme bryggerier og grønne aktier.

Høje renter er gift for lønsomheden i mange af de store lånefinansierede havmølleprojekter, og Ørsted måtte fredag se aktien dykke 1,8 pct. til 332,80 kr.

Vestas steg derimod 0,5 pct. til 136,30 kr. efter et rygklap fra Danske Bank. Anbefalingen er hævet til "køb" fra "hold", mens kursmålet er skåret med en tier til 190 kr.

Blandt bryggerierne faldt Royal Unibrew med 2,6 pct. til 518,20 kr. Bryggeriet slæber rundt på en relativt høj gæld efter købet af hollandske sodavandsproducent Vrumona på i størrelsesordenen 3 gange driftsindtjeningen.

Helt generelt har stabilt forbrug dog været i modvind på børsen oven på de seneste rentestigninger. Carlsberg faldt 2,7 pct. til 897,80 kr.

GN SKÅRET

Der var fredag også pres på GN, der fik skåret kursmålet til 130 kr. fra 155 kr. hos børshuset Bernstein. Anbefalingen er uændret "market perform".

GN-aktien bakkede 0,3 pct. til 119,05 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:52 DSV har været i "konstruktiv" dialog med Nordea efter fragt gennem Rusland
11:46 Aktier/middag: Genmab presses ned af svagere udsigter i rødt marked
11:30 Novo kan se Bernie Sanders kridte banen op inden Fruergaard vidner i Senatet
10:28 Euroen og renterne i fald efter skuffende europæiske aktivitetstal
10:04 Aktivitetsindeks for eurozonen falder mere end ventet i september
09:47 Genmab er på vej i laveste niveau siden foråret 2020: Nordea har skåret sine estimater
09:36 Tyske indkøbschefer ser endnu mere negativt på aktiviteten i september end ventet
09:25 Berenberg hæver Novonesis-kursmål med næsten 20 pct. til 530 kr.
09:23 Aktier/åbning: C25 siver fra åbningen trods fremdrift i Novo Nordisk
09:17 Danske Bank skruer op for Sampos kursmål efter køb af Topdanmark
08:45 Obligationer/åbning: Lille rentefald inden nøgletal på stribe
08:28 Aktier/tendens: Let positiv start i sigte med Novo som joker
08:25 Stigende håb i Kina om økonomisk redningsplanke efter lavere rente
08:20 HSBC ramt af seksdobling af misligholdte erhvervsejendomslån i Hongkong
07:27 Coloplast skal forsøge at komme sig oven på formands storudsalg i sidste uge
07:12 Råvarer: Oliepriserne starter ugen med en stigning efter øgede spændinger i Mellemøsten
07:08 Obligationer/tendens: Stille åbning i sigte inden stribevis af nøgletal
06:46 Jefferies indleder dækning af FLS med en købsanbefaling
06:43 Asien: Positive strømninger fortsætter på japansk lukkedag
06:35 USA's toppolitikere laver aftale og undgår nedlukning før valget