Fredagens aktier: Vestas blev den store taber i blodrødt C25-indeks

Udgivet den 21-01-2022  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

En gevaldig dukkert blandt de amerikanske aktier ud på aftenen torsdag smittede fredag, hvor kun ganske få aktier flød ovenpå i et ellers knaldrødt C25-indeks.

Omvendt stod det særdeles skidt til for Vestas, der blev trukket dybt i minus, efter rivalen Siemens Gamesa nedjusterede forventninger til året.

Samlet faldt eliteindekset 2,8 pct. til 1780,53 - kun GN og Rockwool holdt snuden oven vande med marginale stigninger.

- Det er bare et dårligt marked, og det er sådan lidt en kombination af flere ting, der gør det. Personligt tillægger jeg det geopolitiske stor vægt, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

Han henviser til spændingerne mellem Rusland og USA og fredagens møde med de to landes udenrigsministre.

Mange steder holder man lige nu vejret, fordi der er usikkerhed omkring, hvorvidt Rusland kan finde på at invadere Ukraine, og også det skaber ekstra usikkerhed på de finansielle markeder.

- Det trækker op til uvejr mellem USA og Rusland, og det er ikke særligt optimalt, uanset hvordan vi vender og drejer det. Forhandlingerne fortsætter efter mødet i dag, men der er ikke løst noget. Det er en tung sky, der kommer ind fra højre, siger Lars Hytting.

Investorerne er også fortsat nervøse for, hvor skarpe de kommende opstramninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, bliver.

Allerede nu er centralbanken i den sidste fase af nedtrapningen af det store obligationsopkøbsprogram, og forventningen i markedet er, at Federal Reserve derefter vil skifte over i noget, der ligner kvartalsvise renteløft fra marts.

Samtidig er der heller ikke meget godt nyt at spore i de første regnskaber fra USA, påpeger Lars Hytting.

- Det er ikke noget, vi render rundt med armene over hovedet over, siger han.

MÆRSK OG GN FÅR KØBSANBEFALINGER

Midt i mørket var der dog også lidt isoleret lys til blandt andet Mærsk og GN på nyhedsfronten, mens Mærsk-aktien faldt alligevel.

Mærsk fik genoptaget analysedækning hos svenske SEB, der giver aktierne anbefalingen "køb".

Det skriver PLX.AI. Kursmålet blev sat til 28.000 kr.

Ifølge Bloomberg News havde SEB senest dækning af aktien i november sidste år, hvor anbefalingen var "hold" og kursmålet 21.000 kr.

Mærsk kan dog også konstatere, at rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) faldt i denne uge.

Mærsks B-aktie faldt 1,7 pct. til 22.660 kr.

For GN løftede amerikanske Goldman Sachs anbefalingen til "køb" fra "hold".

Kursmålet blev sænket til 460 kr. fra 545 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

GN-aktien steg 0,4 pct. fredag til 396,40 kr.

JYSKE BANK SER KØBSMULIGHED I GENMAB

Genmab har været ramt af kursfald, og det fik Jyske Bank til at se en oplagt opkøbsmulighed, fremgik det af en analyse.

Banken gentog derfor den positive anbefaling "køb", men sænkede kursmålet til 2850 kr. fra 2975 kr.

Genmab-aktien faldt fredag 3,4 pct. til 2235 kr.

Blandt sidepapirerne fik entreprenørkoncernen Per Aarsleff indledt dækning hos investeringsbanken Carnegie med den positive anbefaling "køb" og et kursmål på 395 kr.

Aarsleff-aktien endte uændret i 304,50 kr.

SYDBANK: VESTAS-RIVALS NEDJUSTERING VIDNER OM FOR BILLIGE MØLLER

Siemens Gamesas nedjustering torsdag aften vidner om, at Vestas' tysk-spanske konkurrent har forregnet sig og solgt vindmøllerne for billigt, vurderede Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.

- Den (nedjusteringen, red.) sætter en meget tyk streg under nogle alvorlige brancheudfordringer, der også allerede har kostet Vestas to nedjusteringer af 2021-prognosen, vurderer Jacob Pedersen.

Det smittede fredag negativt af på Vestas-aktien, der drattede til bunds i C25-indekset med et fald på 9 pct. til 176,15 kr.

Branchefællen Ørsted har fredag underskrevet en hensigtserklæring om et havvindmølleprojekt i Sydkorea på 1,6 gigawatt med sydkoreanske Korea Southern Power og Korea Midland Power, oplyser selskabet fredag morgen.

- Det slår godt på trommen for, at Ørsted har styr på at få opbygget nye markeder og hjulpet dem i gang med havvind - især Korea, der har et 731,20 kr.

TOPDANMARK GÅR MOD STRØMMEN

Topdanmark leverede fredag regnskab for 2021, der ifølge topchef Per Hermann var et historisk stærkt år.

Det forsikringstekniske resultat af skadesforsikring landede på 469 mio. kr. mod ventet 365 mio. kr. af analytikerne og 371 mio. kr. i samme kvartal året før.

Aktien gik mod det generelle marked og steg 0,5 pct. til 378,20 kr.

Omvendt gik det for Harboes Bryggeri, der tabte 6,5 pct. til 83,60 kr. på aktiekursen efter en nedjustering.

Harboes venter nu et driftsoverskud på EBITDA-niveau på 83-103 mio. kr. mod en tidligere forventning om et driftsoverskud på 115-125 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯