Fredagens aviser med Mærsk, FLSmidth og Spar Nord
BØRSEN
SILVAN SAT TIL SALG AF PRESSET EJER
DT Group Danmark, der ejer byggemarkederne Stark og Silvan, er presset på indtjeningen og sætter nu Silvan til salg i håbet om at vende forretningen. Gør det selv-kæden har 45 butikker og omsætter for godt 2 mia. kr. (Forside, side 6-7)
PFA FORVENTER SKÆRPET KAMP OM PENSIONSKUNDER
Konkurrencen om pensionskunderne bliver intensiveret i 2017. Det forudser PFA, der også vurderer, at priserne til tider er så lave, at pensionsgiganten står af. (Side 8)
FLS OVERRASKER POSITIVT - OG STABILISERER SIG PÅ BUNDEN
Ingeniørselskabet FLSmidth har leveret et overraskende godt regnskab med en omsætning på 18,2 mia. kr. Selskabet går et stabilt år i møde, efter at der i andet halvår sidste år kom gang i aktiviteterne. (Side 10)
SKUFFET EJER SMIDER HUMMEL-DIREKTØR PÅ PORTEN
Direktøren for Hummel-koncernen, Søren Schriver, er blevet fyret med øjeblikkelig virkning. Det sker efter fund af uregelmæssigheder i den tyrkiske afdeling, der er Hummels største. (Side 11)
ULMENDE PRISKRIG TRUER MÆRSKS OPTIMISME FOR 2017
A.P. Møller-Mærsks topchefs, Søren Skous, optimisme for 2017 er præget af forestillingen om en overstået priskrig. Branchefolk er ikke overbeviste, men tror på et hårdt år. (Side 12)
SVÆRT FOR MAERSK OIL AT TJENE PENGE UDEN PRODUKTION I QATAR
Trods en lav oliepris i 2016 formåede Maersk Oil at tjene penge. Det bliver dog sværere, når selskabet forlader Al-Shaheen feltet i Qatar til sommer. (Side 13)
BERLINGSKE BUSINESS
KAPITALFONDE PÅ OLIEJAGT I NORDSØEN
Mærsk er klar til at få ny samarbejdspartner, da det 55 år gamle samarbejde mellem Mærsk og Shell i Nordsøen er ved at være slut. Kapitalfonde og andre er på jagt efter den danske olie. (Forside, side 4-5)
PRESSET EJER SÆTTER SILVAN TIL SALG
Danmarks største byggemarkedskæde skal have ny ejer. Ejeren, DT Group, vil satse på håndværkermarkedet og sætter derfor Silvan til salg for et milliardbeløb. (Side 3)
DANSK BØRSKANDIDAT SKAL TIL AFGØRENDE EKSAMEN I USA
Det danske biotekselskab Symphogen skal til afgørende møde med de amerikanske sundhedsmyndigheder. Det kommer til at få stor indflydelse på, om selskabets børsdrømme går i opfyldelse. (Side 14)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
PFA LAVER AFKAST PÅ 26,5 MIA. KR.
Danmarks største kommercielle pensionsselskab, PFA, skabte i 2016 et afkast på 26,5 mia. kr. Kunderne i markedsrenteprodukterne fik i 2016 et afkast på mellem 6,5 og 8,2 pct. inklusive den såkaldte kundekapital. (Side 4)
ALLER KØBER ARVING UD FOR TRECIFRET MILLIONBELØB
Den største enkeltaktionær i Aller-klanen sælger sin aktieandel. Susanne Aller forlader nu mediekoncernen. Prisen kan ligge på omkring 350 mio. kr. (Side 5)
SPAR NORD VIL IKKE SÆNKE PRISERNE
Spar Nord vælter sig i penge, men vil ikke sænke priserne. Bankens årsregnskab viser en indtjening på mere end 1 mia. kr. Topchef Lasse Nyby er tilfreds og klar til at indføre en ny strategi. (Side 8)
PRISPRES HOLDER INDTJENINGEN I FLS NEDE
Selv om det går fremad, ser ingeniørkoncernen FLSmidths topchef, Thomas Schulz, udfordringer. Så investorerne skal ikke vente, at ingeniørkoncernen tjener væsentligt flere penge i år. Hård priskonkurrence er en af forklaringerne. (Side 8)
GN-TOPCHEF LANGER UD EFTER KONKURRENTENS GULDHÅB
GN-topchef Anders Hedegaard skyder med skarpt mod den direkte konkurrent Oticon. Mens Oticon har betegnet selskabets nye høreapparater Opn som både "banebrydende" og et "paradigmeskift", siger Anders Hedegaard lige ud, at han ikke har mærket nogen forskel, siden produktet kom på markedet sidste år. (Side 11)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯