Fredagens aviser med Nordea, Danske Bank og Carlsberg

Udgivet den 17-06-2016  |  kl. 06:41  |  

BØRSEN

NORDEA FORAN STORE FORANDRINGER

Nordeas ansatte skal forberede sig på store omvæltninger i banken i de kommende år. Det varsler Nordeas nye topchef, Casper von Koskull. Seks ud af ti i Nordeas direktion er kommet til under den nye topchef. Store ændringer presser de ansatte, advarer Finansforbundet. (Forside, side 6-7)

BRITISK NEJ TIL EU VIL RAMME DANSKE BANK I NORDIRLAND

Stemmer briterne nej til EU på torsdag, kommer det øjeblikkeligt til at ramme Danske Banks forretning i Nordirland. Indtjeningen i den nordirske forretning vil komme under pres ved et brexit og dermed tvinge banken til en spareøvelse, lyder det fra bankens finansdirektør, Jacob Aarup-Andersen. (Side 10)

EGMONT INVESTERER I HÅRPRODUKTER

Egmont udvider forretningen med sin sjette investering inden for e-handel. Det nyeste skud på stammen er Nicehair, som mediehuset investerer flere millioner i. (Side 12)

MILLIONFORLIG SKÆRER TOPPEN AF FLOT RESULTAT I FODERFIRMA

Fiskefoderproducenten Aller Aqua fortsætter kraftig global vækst og bygger nye fabrikker i Kina og Afrika. Omsætningen kommer over 1 mia. kr. i år. (Side 14)

BERLINGSKE BUSINESS

ATP SKABER MILLIONBESPARELSER I DEN OFFENTLIGE SEKTOR

Pensionskassen ATP har i løbet af få år skabt en helt ny forretning. På kort tid har ATP overtaget opgaver fra staten og kommuner, som modsvarer 2100 årsværk. Det er blandt andet Statens Administration, Arbejdsskadestyrelsen, Pensionsstyrelsen og Udbetaling Danmark, der alle fået ATP - Arbejdsmarkedets Tillægspension - som arbejdsgiver. (Forside, side 6-7)

CARLSBERGS NY KONCERNFINANSDIREKTØR HAR AFGØRENDE ROLLE

Carlsberg har endelig fået sin nye koncernfinansdirektør, Heine Dalsgaard, om bord. Han får en afgørende nøglerolle i virkeliggørelsen af Carlsberg-topchef Cees 't Harts store strategiplan. Dalsgaard lover allerede nu forbedret indtjening i den pressede bryggerivirksomhed. (Side 12-13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

NORDEA HÆVER BIDRAGSSATSER LANGT MERE END NØDVENDIGT

Nordeas forhøjelser af bidragssatserne på realkreditlån sker med henvisning til nye kapitalkrav. Men bidragssatserne bliver ifølge beregninger hævet med op til 28 pct., mens den ekstraudgift Nordea bruger som forklaring kun øger omkostningerne 14 pct. (Forside, side 8)

WHITEAWAY KØBER VÆKSTKOMET FOR 200 MIO. KR.

Den danske netgigant Whiteaway Group har været på indkøb i Sverige. For en købspris på ca. 200 mio. kr. har Whiteaway overtaget det svenske selskab Tretti. (Side 4)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder