Fredagens aviser med Novo, Torm og Coloplast
BØRSEN
NY VÆKSTPAKKE SKAL LØFTE UDKANTSDANMARK
Regeringens nye vækstpakke skal hjælpe landets yderområder og pressede brancher som f.eks. fødevarebranchen. Finansminister Bjarne Corydon slår fast, at vækstpakken ikke vil resultere i overophedning af økonomien, og at den dermed ikke vil give øget lønpres og flere flaskehalse. (Forside, side 6-7)
WHISTLEBLOWER: VI ADVAREDE OM OW’S BANEMÆND I 2013
Konkursen i OW Bunker kunne være undgået, hvis myndighederne i Singapore havde reageret på et tip fra en whistleblower, der i 2013 advarede om, at noget var galt med OW Bunkers store problemkunde, Tankoil Marine Services og det tilknyttede selskab Petrotec. Tankoil kostede siden OW livet. (Side 8)
NORDJYSK STÅLGIGANT I STRATEGISKIFTE
Olie og vind har indtil videre været omdrejningspunktet for den nordjyske stålkæmpe Bladt Industries, men nu åbner selskabet en ny flanke for at jagte fremtidens vækst. Selskabet, der er ejet af kapitalfonden Nordic Capital, går ind på markedet for konstruktioner til byggeriet. (Side 10)
TORMS AKTIONÆRER SAT TIL VÆGS AF KAPITALFOND
Oaktree Capital overtager Torm, som dermed er reddet fra konkurs. Kommende kapitaludvidelse sender de gamle aktionærer ud i kulden med næsten værdiløse aktier. (Side 12-13)
NOVO NORDISK MED NY ANSØGNING FOR MILLIARDHÅB I USA
Novo Nordisk har efter længere tids spænding nået den Tresiba-milepæl, der af markedet anses som årets største kurstrigger. Efter lukketid på fondsbørsen torsdag meddelte Novo Nordisk, at man nu genindsender den vigtige Tresibaansøgning til Den amerikanske Sundhedsmyndighed (FDA). Aktien steg i aftes 7 procent i USA. (Side 17)
MAERSK LINE TAGER HUL PÅ MILLIARDINVESTERING I SKIBE
Over de næste fem år vil A.P. Møller-Mærsks containerrederi Maersk Line spendere den nette sum af 15 mia. dollar svarende til over 100 mia. kr. på at opgradere flåden. Første skud på investeringsstammen er købet af syv nye containerskibe hos det kinesiske skibsværft Cosco. (Side 20)
TRE GANGE MEDVIND TIL ROHDE I KRONEKAMP
I slutspillet om kronen sidder Nationalbanken med tre trumfer. Valutareserven, pengerenterne og kronekursen er Nationalbankens tre meget gode kort til at trække en sejr hjem over fastkursspekulanterne. Det går på ingen måde spekulanternes vej, vurderer økonomer. (Side 22)
BERLINGSKE BUSINESS
MÆRSK-MILLIARDER I GENTOFTES KASSE
Halvanden mia. kr. står til at tikke ind på Gentofte Kommunes bankkonto i næste måned. Det store beløb kommer fra boet efter den ikoniske erhvervsmand Mærsk Mc-Kinney Møller, der døde for tre år siden. Samlet vil der blive betalt ca. 4,6 mia. kr. i skatter og afgifter i løbet af april, hvoraf en tredjedel tilfalder Gentofte Kommune. (Forside, side 6-7)
MÆRSK TAGER HUL PÅ GIGANTISK INVESTERING I NYE SKIBE
Når det første nye containerskib sejler ud fra Cosco-skibsværftet i Zhoushan, Kina, i april 2017, er det samtidig første skridt i en fornyelse af Maersk Line-flåden for mere end 100 milliarder kroner inklusive diverse udstyr. Torsdag offentliggjorde rederiet, at man har bestilt i alt syv nye containerskibe og har option på to mere. (Side 4)
NOVOS GULDKALV FORSØGER IGEN AT GRÆSSE PÅ DET AMERIKANSKE MARKED
Novo Nordisk forsøger igen at få sit langtidsvirkende insulinprodukt Tresiba godkendt i USA. Dermed kan den danske virksomhed blive først på det fede amerikanske milliardmarked, som udgør 70 pct. af den globale insulin-efterspørgsel til 155 milliarder kr. (Side 5)
BILLIGE MEDARBEJDERE TRUMFER UNGARSK STATSSTØTTE TIL COLOPLAST
Coloplast blev tilbudt milliongaver i form af statsstøtte og skatterabatter i Ungarn, da den danske virksomhed investerede i fabrik i landet. Men støtten var kun prikken over i'et på en lukrativ investering. For det var unødvendigt og spild af penge at lægge over en kvart milliard kroner på bordet. (Side 10)
VREDE BANKDIREKTØRER ANGRIBER NATIONALBANKEN
Direktører fra mindre banker klager over, at store banker har fået lov til at placere flere penge i Nationalbanken uden at skulle betale negativ rente - et fænomen, som er blevet stadig mere aktuelt, idet Nationalbanken har nedsat renten til et historisk lavt niveau på minus 0,75 pct. for at få spekulanter mod den danske fastkurspolitik til at opgive deres forehavende. Det er konkurrenceforvridende, lyder det. (Side 12)
JYLLANDSPOSTEN ERHVERV
PFA FEJER DE ANDRE AF BANEN
Pensionsbranchens nye nøgletal gør det for første gang muligt at sammenligne pensionsselskabernes evne til at forvalte kundernes penge. Og PFA er bedst blandt landets kommercielle pensionsselskaber, viser analyse. (Forside, side 6-7)
DET NYE TORM ER PÅ PLADS – OG ALLIGEVEL LANGTFRA
Skitserne til tankskibsrederiet Torms overlevelse er sådan set tegnet, men alligevel trækker redningen ud. De nuværende ejere skal betale den store regning for at føre rederiet videre. (Side 2)
NOVO KLAR MED TRESIBA-ANSØGNING I USA
Novo Nordisk har besluttet at søge om godkendelse for det nye, store håb for fremtiden, Tresiba, på det afgørende amerikanske marked. En beslutning, der er afgørende for selskabet. (Side 3)
SLAGTERISELSKABET DANMARK ER EN REALITET
Danish Crown og Tican fusionerer. Dermed skaber de reelt det, som progressive ledere i landbruget har drømt om i årtier: Slagteriselskabet Danmark, (Side 8-9)
/ritzau/FINANS
Tags: Danske Aviser❯